Cricket  »  Resultater  >  Senior
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Hamid Shahs indædte century forgæves i topkamp, hvor Svanholm havde modet – 2 holdet heldig

Fredag d. 13. juni 2025 kl. 19:21 af Henrik Pfaff

Der var godt med hengemte konflikter, der skulle luftes i topkampen Svanholm-KB, der tilmed fik en episode, hvor de i forvejen lidt usikre dommere, fik regnskabssystemet til at bryde sammen, men mere om det senere.

Vi plejer at gå først til gærdet, når vi vinder lodtrækningen, men her valgte man det modsatte. KB’s åbningstand mellem Hamid Shah, der overlevede en overvældende god ben for appel i første over, og KBs træner, skiltes først i 19 over, hvor den ret inaktive træner hade brugt 65 bolde til 14 points.

Hamid fortsatte med skiftende makkere, der aldrig dominerede. Keeper Wahab Hashmis glimrende greb på Saif Ahmad var umådelig vigtig. Hamid Shahs gærdespil var indædt, han brugte 139 bolde til 107, førend han sweepede fatalt på førende bowler Abdullah Mahmood. Forinden var han blevet droppet på grænsen omkring de 70-80. Først til sidst havde KBerne modet til at gå all in – og de endte med 212/9 på den tunge bane, der var klippet i timerne op til kampen, men tung af den megen regn dagene forinden. 4/36 til Abdullah Mahmood, 2/47 til Moeez Raza.


Alle billeder er venligst udlånt af fotograf, Peter Power.


Vores markspil var en fornøjelse at se på, levende og aggressivt med en Abdullah Mahmood, der stak bolden direkte i gærdet, så nok en af de tidligere Svanholm-drenge på KBs hold Zameer Khan måtte gå. Der var i øvrigt fem af den slags.

Vores åbnere Musa Mahmood og Wahab Hashmi havde tilsyneladende ingen respekt for KB’s åbningskastere. Angreb fra første færd og modsat KB udnyttede reglen om færre markspillere ved grænserne i de første overe. Wahab gik dog en gang for meget frem og blev stokket efter 45 points på 56 bolde ved totalen 86 i over nr. 15 .



Mads Henriksen (24) fortsatte tempoet, men sweepede med benene i vejen for gærdet ved totalen 127/2 i 25 over. Abdullah kom ind og havde problemer med scoringshastigheden.

Efter en regnvejrspause blev han grebet på Annique Uddins fjerde bold. Der var bare lige det, at Annique havde kastet overen før regnvejrspausen – altså to overe i træk, hvilket ikke kan lade sig gøre efter reglerne. Det kan heller ikke lade sig gøre i scoringssystemet, der nægtede at medvirke. Stor palaver, dommerne ringede til Ole Roland, DCF, der henviste til Peter Power, DCF der sad på banen og lavede video og tog de mange flotte billeder, der ledsager dette referat.

Hans mening var, at det var en dommerfejl – og det kan der ikke protesteres mod (med held) og at man ikke kan tilbagekalde bolde, det der er kastet.

Aden Aftab erstattede Abdullah og vi mistede Musa Mahmood, (dejlig halvleg på 63) der slog i luften en gang for meget ved totalen 152/4 i 36 over – så nu skulle der scores 60 på 14 overe. Alam og Aftab nærmest malkede KB’s spinnere. Efter Saids afgang slog Aden Aftab (38x) og Moeez Raza fra sig til sidst og vi passerede i næstsidste over. Dejligt come back af de to tilbagevendte brødre Bilal og Aden Aftab og dejligt, at et hold, der virkede som et hold, kunne slå et hold, der baseredes på en enkeltmandspræstation .


Et lillebitte points

Heldet var med andetholdet i T 20 kampen mod Ishøj II, der startede med 118/7. 3/18 til Koushik Kumar, der skønt drengespiller er udtaget til U 19 -landsholdet sammen med drengemakker Senuja Witannachi (2/29) og de to juniorer Mustakim Aslam og Ammar Anwar. De skal spille VM-kval. I Skotland mod blandt andet hjemmeholdet og andre af den skuffe fra Europas top.

Regnen afbrød endeligt , da vi havde 52/3 i 9. over. Det var lige netop nok til at vinde med et points efter DLS-systemet. Toby Adams 26x. Det var noget af et held


Næste uge

2. holdet spiller T 20 torsdag hjemme mod Soranerne og 3. holdet lørdag hjemme mod Fredensborg og søndag hjemme mod APM. Landsholdet spiller i Køge og i Albertslund Nordic Cup - Svanholm Pak er åbenbart ikke god nok til en sådan turnering !