Overmagten var for stor - men grillen var til gengæld god - da De Gamle fra Svanholm/KB tabte til Glostrups "1.-hold"

Lørdag d. 29. juni 2013 kl. 11:05 af Henrik Pfaff

Det var Davids kamp mod Goliat, da Twenty20-kampen mellem Svanholm/KB og Glostrup/Forty (dog uden nogle Forty-spillere) blev spillet i Solvangsparken. Glostrup stillede op i, hvad der formentlig er deres stærkeste opstilling, hvorimod vi var ramt af nogle afbud, der - med hånden på hjertet - nok ikke styrkede holdet. Man kan dog ikke sige, at vi blev lammetævet, da det var lækre oksebøffer og grillpølser med tilhørende salat, der ventede på os efter kampen.

Alt var ellers, som det plejer: Morten Petersson tabte lodtrækningen, og vi blev sendt i marken, hvor alle mand, kastere som markspillere, skulle forsøge at begrænse deres total til et acceptabelt niveau. Vores to åbningsbowlere, Jesper Jensen (0 for 14) og Allan From (1 for 23) lagde fornuftigt ud, mens efterfølgerne Jens Bønding (1 for 29) og John Møller (1 for 21) var kommet i 'menneskehænder'. Ikke meget bedre gik det for Kenneth Schwaner-Hansen (0 for 36) eller Henning Lystrup (0 for 23). Thomas Kronby (0 for 9) blev sat til at bowle sidste over, således at deres total endte på 167 points.

Dermed var der ikke tvivl om, hvad opskriften lød på: Ud over stepperne og skeen på nakken, da scoringshastigheden hed 8,5 pr. over. John (2) og Morten (11) blev sendt ind og åbne, men blev stort set sendt lige så hurtigt tilbage til pavillonen (var det mon allerede her, at bøfferne begyndte at trække i folk?). Noget bedre så det ud, da Allan (44*) og Kenneth (17) kom til gærdet. Men efter at halvdelen af overne var afviklet, sagde totalen sølle 41 points. Så for efterfølgerne Jesper (10) og Michael Petersson (14*) var det en uoverkommelig opgave, de blev sendt ind til, hvorfor de da også tog den lidt mere med ro. Sidste mand på skafottet blev Jens (1*), mens Thomas, Flemming Søegaard, Søren Clausen og Henning kunne se til på sidelinjen, at det efter de 20 overs var overstået med 109 points på tavlen.



Alt dette kunne dog alligevel ikke ødelægge det gode humør, der prægede alle spillere, efter kampen, for som nævnt var der arrangeret grill med tilhørende læskende kold fadøl til alle De Gamles efterhånden temmelig udtørrede ganer. Her gik snakken lystigt om alt andet end dagens resultat, for der var jo ikke nogen som helst grund til ødelægge den gode stemning. Hermed måtte vi (Svanholm/KB) overgive værdigheden til at kalde sig Twenty20-mester til Glostrup, men formentlig kun for 1 år.



Glostrup 167 for 2 på 20 overs

Svanholm/KB 109 for 4 på 20 overs

Fra en mæt referent

Flemming