Mads' 3. century, men lige ved og næsten slår ingen mand af hesten – god uge for 2. hold og damer

Tirsdag d. 18. august 2026 kl. 21:35 af Henrik Pfaff

Mads Henriksen scorede årets tredje century med 115 mod favoritterne til DM Skanderborg, men trods vores score på 257/8 passerede Skanderborg i sidste over.

Vi havde mistet begge åbnere, Musa Mahmood (13) og Mustakim Aslam (19), ved 36, men først med enere og senere med mere aggressive metoder etablerede Mads Henriksen og Abdullah Mahmood en 3. gærdestand, der først ophørte i over nr. 43 ved totalen 208, da Abdullah dømtes ben for.

Altså en 3. gærdestand på 172. De efterfølgende forsøgte sig med lidt hitting, mens vi mistede gærder, så totalen endte på den høje side med 257.


Abdullahs styrt gav ham mange smerter

Kram til Mads fra Abdullah efter century


Men var det nok mod et Skanderborg-hold, hvis gærdeside er lang som et ondt år? De batter faktisk mindst ned til nr. 10.

Vi troede på det, da vi havde tre nede for 58, blandt andet deres sydafrikanske stjerne Ruan Van Rooyen, der blev løbet ud takket være en god aktion af Hamza Akhter. Fjerde gærde faldt ved 89, men ingen af kasterne havde held til at splitte gærdestanden mellem Anders Bylow (78) og vores tidligere anfører Zishan Shah, før det var for sent.

Shah spillede fejlfrit, indtil han løftede Abdullah Mahmood til long on, hvor Ammar Zahid greb. Det skete ved 170 i over nr. 36. Men Bylow fortsatte, og Skanderborg passerede for 7 i sidste over. Mustakim Aslam (2/32 på 7 overs) og Abdullah Mahmood (2/46 på 10 overs) fik flest gærder.


God uge for 2. holdet

2. holdet havde en særdeles god uge. Onsdag gjaldt det den udsatte afgørende kamp i T20 serie 2 mod KB II, der stillede op med adskillige fritspillede 1.-holdsspillere. Vi havde til gengæld mobiliseret en tidligere testspiller i Amjad Khan, der trods sine 45 år stadig er i vigør.

Det var dog alderspræsidenten James Moniz, der med en utrolig halvleg på 56 på 19 bolde (seks firere, to seksere), der lagde bunden til vores sejrsgivende total.

KB startede med 142/5 (Senuja Withannacchi 2/10). Vi havde 78 i 6. over, da Moniz faldt. Mustakim Aslam holdt sammen på de følgende med 37, og vi passerede i 16. over.

Lørdag gjaldt det ude mod Glostrup II, der holdt den gående i 50 overs og scorede 230/7 i det varme vejr. Harris Raswan tog 2/47, og Hussain Awarna 2/67.

Det virkede som en stor mundfuld, men det påvirkede ikke træner Peter Dein og James Moniz, der som åbnere skiltes ved 86 i 10. over, da James cuttede til point efter 34 på 25 bolde. Dein fortsatte, og med skønne drives fremover virkede det uforståeligt, at han med 70 på 62 bolde ikke har været noteret for flere points hidtil i år. Han lagde fundamentet og gik ved 114/2 i 16. over.


Harris Raswan scorer de vindende points mod Glostrup II

Peter Dein i vigør mod Glostrup II


Kunne man frygte, at det herefter ville knibe med en gærdeside, der for de flestes vedkommende bestod af juniorer og drenge, måtte man tro om. Med masser af selvtillid angreb Waled Azmat (40) bolden fra første øjeblik. Sayan Sharma, der i øvrigt har scoret et century for Sveriges U19 mod Isle of Man i en U19 ICC-kvalifikationsturnering, holdt sammen på det, mens Senuja Withannacchi producerede 30 og Harris Raswan 24*. Vi passerede for 5 på 36 overs.


Kvindesejr

Kvinderne vil kunne leve hele vintersæsonen på deres første sejr søndag den 16/8 efter genkomsten af kvindecricket i Svanholm i det herrens år 2026.

Vores veteran Jytte Antoft (20 på 44 bolde) – Jytte er den eneste tilbageværende fra ”det gamle damehold” – lagde grunden som åbner med 20, men det var vores landsholdsspiller Nita Dalgård, der førte an med 77.

Det blev til hele 180/2, da Glostrup præsterede en ekstra-konto på hele 65. Glostrup havde en effektiv spiller, der lavede 86, men vi kastede væsentligt bedre end Glostrup og havde Nita Dalgård (2/32) og Shirisma Guniganti (2/41), der kunne tage gærder, så Glostrup endte med 164/8 i 20-over-kampen.


Nita Dalgård kaster i damekampen mod Glostrup

Det vindende damehold


Næste uge

2. holdet spiller hjemme mod Soraner lørdag, og 1. holdet spiller rivalopgør hjemme søndag mod Ishøj