Musa i topform – endnu et century på en uge. Drops i massevis, men både gevinst og tab

Tirsdag d. 2. juni 2026 kl. 20:18 af Henrik Pfaff

Musa Mahmood viste i en overmåde moden rolle som gærdespiller, at han kan producere store scorer; i ugen, der gik, blev det til to centuries. I den ene af de to 50-over-kampe mod MCC scorede han 112, i den anden 53.

Hjemme mod Køge søndag indledte modstanderne med 224 på en hurtig bane.

Musa (103* på 135 bolde) åbnede og spillede sig på nærmest klinisk vis ind i kampen, øgede siden tempoet og passerede de 100 nogenlunde samtidig med, at Køges total blev overgået. Det var næppe mange slag, han løftede fra jorden, bortset fra den ene sekser. Dommeren kunne bekræfte, at han ikke gav antydning af en chance.

Han åbnede sammen med Mustakim Aslam (64), som vel leverede sin hidtil bedste præstation på eliteplan. Mustakim forlod først Musa, da totalen lød på 147, og man så intet til hans skavank, når det gjaldt om at løfte bolden. Treeren Mads Henriksen boltrede sig mod et fortabt Køge-holds skiftende kastere (10 i alt) og lavede 42 på 31 bolde.


Vand er godt efter en flot præstation – citat: Mustakim Aslam

Mads gratulerer Musa

Var gærdespillet overbevisende, kunne man ikke sige det samme om markspillet, nærmere bestemt evnen til at gribe. Fire forfærdelige drops betød, at holdet måtte stå ude i 48 overs. Og droppene kom fra spillere, som vi regner blandt vores bedste markspillere. Uforståeligt. Det betød blandt andet, at Køges første gærde først faldt ved 73, da vores fastbowlere ikke kunne få hul på modstanderen, som nærmest skulle kastes ud.

Nu var det vores legspinner Hamza Akhter (2/44), der fik fristet de to til yderligheder. I det hele taget var det de langsomme – ud over Hamza venstrehånden Zaaid Sethi (2/27) og Amma Zahid (2/23) – der fik flest af de første gennembrud. Mads Henriksen pyntede på sit kasteresultat (3/51) ved at tage de tre sidste.


Gærderaslen til Mads

Mens droppene således ikke blev afgørende i den kamp, blev de det i 2. holdets kamp lørdag mod Ishøj II. Koushik Kumar imponerede med 58 af totalen på 161. Vi havde otte gærder ude for 109, da to drops formentlig kostede sejren. Ishøj passerede langsommeligt uden yderligere tab. Hussain Tariq Awarna gør det godt for tiden (3/28 på 10 overs).

Og så var det glædeligt, at juniorholdets keeper Ibrahim Anwar efter alt at dømme producerede sit bedste seniorgærdespil i 3. divisionskampen mod Soraner III ved at lave 47. Han åbnede sammen med Abid Sana (36), og de skiltes først ved 97. I alt blev det til 178, som Soranerne passerede for to gærder.


Næste uge

1. og 2. holdet spiller T20 ude mod henholdsvis Glostrup og Ishøj II lørdag, mens 3. holdet skal til Holbæk og møde Nordvest søndag.