Svanholm mod verden største cricketklubTorsdag d. 27. november 2025 kl. 11:31 af Henrik Pfaff |
Som led i fejringen af vores 60 års jubilæum i 2026 møder vores 1. hold MCC i forbindelse med den berømte engelske cricketklubs besøg i Danmark. Kampen spilles på vores egen græspitch. Datoen er ikke helt klar endnu, men det bliver formentlig en T 20 kamp 2. pinsedag. ![]() Det er en meget stor ære for en klub at få lov til at spille mod disse berømte gæster. De kommer altid med stærke hold og prøver altid at medbringe kendte navne. Forty Clubs tidligere formand og tidligere lektor på CBS Ole Helmersen skriver følgende om MCC: Marylebone Cricket Club (MCC) er en institution i den britiske sportsverden og i den internationale cricketverden. Klubben blev oprettet i 1787 og har siden 1814 haft adresse på Lord’s Cricket Ground,som MCC ejer, beliggende i bydelen St. John’s Wood i London.
MCC har tidligere haft ansvaret for at udarbejde, opretholde og administrere cricketspillets love i hele den cricketspillende verden. Dette ansvar er dog i dag overgået til International Cricket Council (ICC), men klubben har stadig en høj status i cricketverdenen. Klubben har omkring 18.000 medlemmer og var indtil 1998 udelukkende forbeholdt mænd. Det er så attraktivt at opnå medlemskab, at der er en meget lang venteliste, som betyder, at det kan tage op til 25 år at nå toppen af listen og dermed muligvis blive godkendt som medlem. Historisk set er der en stærk forbindelse mellem MCC, engelske traditioner, ’establishment’ og Det Britiske Imperium. Op gennem det 19. og ind i det 20. århundrede spillede cricket, anført af MCC, en vigtig rolle i overførslen af britisk kultur, sociale hierarkier og værdier gennem imperiet. |