Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Da solen og varmen slog til, ville De Gamle sammen med KB ikke stå tilbage for det

Fredag d. 25. maj 2012 kl. 11:53 af Henrik Pfaff

Det var helt anderledes vejrforhold, der skulle spilles under i forhold til sidste uges kolde og regnfulde vejr i Valby. Solen skinnede fra en stort set skyfri himmel, og temperaturen nærmede sig de 25 grader, da De Gamles tropper sammen med KB skulle spille den første kamp i Forty Øst's Twenty20-turnering mod et kombineret mandskab fra Glostrup og Forty Øst.

Man skulle næsten tro, at vejret havde virket som en form for doping på Morten Petersson, da han glædestrålende kunne meddele holdet, at han for en gangs skyld havde vundet lodtrækningen og dermed valgte at gå til gærdet. Og da vores modstandere umiddelbart så noget frygtindgydende ud på gærdesiden, var opskriften, at 'skeen' i vid udstrækning skulle tages på nakken. Så ind med Allan Majgaard (45*) og Jesper Jensen (18), hvor førstnævnte havde taget den største og hurtigste ske med ind til gærdet. Nu ventede alle så, at Allan From (19) ville følge op på navnebroderens resultat, men et forceret 'sav' resulterede for ham desværre i en stokket ud. Men pyt - nu havde vi så Søren Vestergaard (4), der helt sikkert (?) ville kunne baske mindst et par beherskede 6'ere ud over grænsen på den lille bane, som vi spillede på. Næh - næh, en sølle 4'er, det var, hvad det kunne blive til. Herefter var det så op til Kenneth Schwaner-Hansen (15) og Morten (35*), at få fart på scoringen. Det lykkedes - ligesom med lodtrækningen - dog bedst for The Captain. Halvlegen ud var det Jens Bønding (18*), der sammen med Morten battede en ganske acceptabel score på 169 points hjem. De resterende 4 spillere (Thomas Kronby, Flemming Søegaard, Søren Clausen og Henning Lystrup) blev der derfor ikke brug for i denne omgang.


Kravene var nu til vore kastere, at de skulle bowle tæt, og kunne man så også få nogle billige gærdefald, ville det absolut være et plus. Flemming (1 for 10) og Jesper (0 for 23) blev sat til at åbne, og det lykkedes da også ganske godt for vore åbningskastere med at holde scoren ganske godt nede (33 points efter 8 overs). Søren (0 for 21) fulgte ganske godt op - han skyldte vist også et eller andet - hvorimod Henning (0 for 13) på sin ene over ikke gav det udbytte, der var håbet på. Allan M. (1 for 33) bowlede stort set lige op med deres score-rate (8½ pr. over), men til sidst havde vi en rigtig baghåndstrumf i skikkelse af Allan F. (3 for 12), der ryddede gevaldigt op i rækkerne, hvorved deres score endte på 119 points.

Hermed skal vi på et senere tidspunkt (datoen er ikke endnu fastsat) møde Køge/Frem, som vandt over Albertslund/Ishøj. Denne kamp fandt sted samtidigt på den store bane.


Da der efterfølgende var dækket op til grill-bøffer og -pølser, kunne det ikke gå stærkt nok med at komme ind under de ventende brusere for at få skyllet - ja tænk en gang - de gamle SVEDIGE kroppe af med nogle forfriskende dråber vand, for ud over grillen var der også noget helt andet, der trak i De Gamle. Med al den sved under kampen var der opstået et enormt væskeunderskud, der i en fart skulle dækkes. Så kø ved fadølshanerne efterfulgt af kø ved grillen for at få udleveret sin bøf. Dog var det ganske skuffende, at køen ved grillen ikke var længere, idet spillerne fra kampen mellem Køge/Frem og Albertslund/Ishøj 'glimrede' ved deres fravær, hvorved Ole Christiansen kom til at hænge på adskillige uafhentede bøffer og pølser. Gad vide om nogen havde fornærmet de to hold? Men alle andre hyggede sig til gengæld i de efterfølgende timer med alle de gode historier, der bare bliver bedre og bedre, jo flere gange de bliver fortalt (med de indbyggede variationer).

Svanholm/KB 169 for 4 på 20 overs

Glostrup/Forty Øst 119 for 5 på 20 overs

Fra en mæt og noget svedig referent

Flemming

PS. I sidste referat fra Frem-kampen udnævnte jeg Jan Bøgh som debutant for De Gamle. Dette var ikke korrekt, idet han allerede debuterede sidste år ude mod Ishøj.