De Gamle kombineret med KB vandt sikkert over Glostrup/Forty i T20-turneringenFredag d. 15. maj 2015 kl. 21:01 af Henrik Pfaff |
På en kold og blæsende, ja nærmest stormende dag skulle 4 kombinerede hold, bestående af: Svanholm/KB, Køge/Frem, Ishøj/Albertslund/Nørrebro samt Glostrup/Forty mødes i det årlige Twenty20-stævne, som arrangeres af utrættelige Ole Christiansen fra Forty Cricket Club Øst. Hvem der skulle møde hvem, blev afgjort ved lodtrækning. Resultatet blev, som det også fremgår af overskriften, at Svanholm/KB skulle møde Glostrup/Forty. Vinderne af de to kampe skal senere på året mødes i en kamp om retten til at spille om Stanley and George-pokalen mod et udvalgt hold fra Forty Vest. Som det efterhånden er blevet sædvane, manglede vi en spiller ved kampstart. Det var Allan Majgaard, der måtte melde fra til kampen, da hans bil midt på Folehaven i Valby brød i brand og dermed ikke kunne møde frem til kampen. Kampen blev af de to anførere aftalt til 2x15 overs henset til vejrforholdene, og da det viste sig at Glostrup/Forty også kun var 10 mand, blev det således lige vilkår for begge hold. Efter en tabt (!) lodtrækning kunne vores anfører, Kenneth Schwaner-Hansen, meddele, at menuen stod på en marktur først. Endvidere kunne vi opleve den luksus at have to dommere til kampen, nemlig Per Kyhe og Johan Luther. Søren Vestergaard (0 for 17) blev sat til at åbne kastningen sammen med Ian Moore (1 for 21) fra den anden ende. Begge var i stand til at holde gærdespillerne fra de helt store slag, så da begge havde bowlet deres 4 overs, viste totalen 'kun' 41 points. Efterfølgeren Allan From (0 for 24) røg undervejs ind i et par herreslag, men var alligevel tilpas fjendtlig til, at det ikke blev kritisk. John Møller (1 for 13) fra den anden havde god succes med sin kastning på sine 3 overs. 80 points blev det i alt til for Glostrup/Forty på den lidt tunge og store (i hvert fald for old boys-spillere) bane. Vore to åbningsgærder Mickey Lund (29*) og Mark Scotland (23) holdt et fornuftigt scoringstempo, hvor især Mark kæmpede med at slå bolden tilpas langt væk. Og efter 8 overs sagde totalen 43 points, hvilket var lig med score-raten. Så da efterfølgerne Kenneth (13*) og Allan (5*) kom ind, lignede det bare formssag for hvornår, vi ville passere deres score. Der blev da heller ikke brug for flere gærdespillere, så Søren, Michael Goskjær (KB), John Møller (KB), Ian (KB), Søren Clausen (KB) og - gæt en gang - så sandelig Flemming Søegaard, der var kommet med, da en af vore spillere havde lagt sig med lungebetændelse, kunne alle fra sidelinjen se de to herrer batte kampen hjem. Med kun 1 gærdefald og godt 3 overs tilbage, kunne vi række armene i vejret som sejrherrer i denne T20-kamp. Efter kampen - og badet selvfølgelig - var der stormøde ved hanerne i baren, og Johan meddelte overraskende De Gamle, at han var meget interesseret i at dømme vores kommende kampe sammen med Per, da han godt vil opleve det gode sociale liv, der hersker hos De Gamle. Så i fremtiden vil det nok ikke være utænkeligt, at vi stiller med 2 dommere og 1 regnskabsfører til vore kampe - første gang næste tirsdag (d. 19. maj kl. 18.00) på Svanholm Park mod et nyt hold i turneringen, nemlig Malmøhus. Glostrup/Forty 80 for 2 på 15 overs Svanholm/KB 82 for 1 på 11,4 overs Fra en nok en gang genopstanden spiller og referent Flemming |