Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Det var ikke De Gamles dag i Solvangsparken

Søndag d. 29. august 2010 kl. 11:42 af Henrik Pfaff

Efter De Gamles nederlag til Glostrup i den udsatte kamp kan vi konstatere, at der ikke bliver noget forsvar af ”Sherry de Terry”-pokalen i år i Forty Clubs stævne på Svanholm Park førstkommende mandag den 30. august klokken 17.00.

Det hele startede ellers så godt med, at Morten Petersson vandt lodtrækningen, men til gengæld var der kun mødt 6 spillere op til kampstart. Hurtigt fik Morten dog kontakt til Niels Petersen, der var blevet lidt forsinket, hvorimod den sidste var på vej hjem fra ferie og for øvrigt mente, at han for længst havde meldt afbud. Så da valget efter lodtrækningen skulle træffes, blev det i marken med De Gamle for at se, om heldet var med vores bowlere med den nye hvide bold, der skulle spilles med med henblik på det tidlige mørkefrembrud. Flemming Søegaard (1 for 20) og Niels (0 for 44) lagde for, med det var kun Flemming, der kunne holde deres score nede på et acceptabelt niveau. Efterfølgerne Morten (0 for 20) og Allan Maigaard (1 for 17) var ligeledes også i stand til at presse deres gærdespillere tilpas meget, således at deres score endte på rimelige 105 points.

Dette kunne være en opnåelig total, men det krævede at vore 4 gærdespillere alle skulle score maksimumpoint, da det ikke ville være sandsynligt at de sidste 3 kunne lægge synderligt til totalen. Vores åbner Allan (26*) gjorde det, der var forventet, hvorimod Morten (13), Michael Petersson (1) og Kenneth Schwaner-Hansen (8) desværre alle måtte forlade gærdet alt for tidligt. De 3 sidste gærdespillere Lars Bo Gottwald (1), Niels (1) og Flemming (2*) kunne ikke stille meget op over for Glostrups solide kastning. Dermed nåede vi kun (sølle) 67 points i vores innings og kunne derpå konstatere, at det blev Glostrup og ikke os, der skulle spille slutstævne om pokalen.

Efter kampen havde Glostrup lavet et hyggeligt grillarrangement som kompensation for, at de oprindelig havde måttet bede om udsættelse, da de ikke var i stand til at stille hold på den oprindelige dato. Og for dermed at blødgøre os ville de sørge for at der var grill og - ikke at forglemme - dejligt skummende koldt, mørkt fadøl til alle efter kampen. Så fik vi ikke sagt ordentligt Tak for mad til Glostrup, så er det hermed gjort fra alle De Gamle, der deltog.

Og som tidligere nævnt spiller De Gamle med i Forty Clubs stævne på mandag om formentlig 3./4.-pladsen. Der vil i lighed med de tidligere år blive spillet 3 kampe samtidigt, således at også græspitchen vil blive taget i brug. Og hermed vil jeg slutte med et: Vel mødt på mandag.

Glostrup 105 for 2 på 20 overs

Svanholm 67 for 4 på 15.1 overs

Fra en mæt referent

Flemming