Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Drengereserve topscorer og bag junior-guld for 24. gang og 3. på stribe

Tirsdag d. 26. september 2017 kl. 19:30 af Henrik Pfaff

Man skulle være en overoptimistisk formand Henriksen for at udmelde, at ”vi får 140 og det er nok på den bane”. På det tidspunkt havde Svanholms juniorhold i junior-DM finalen mod Herning (med 6 U 19 landsholdsspillere) vores toporder ude med 7 ude for 69 (forinden 4 ude for 18) med ca. 16 overe tilbage. Vi var blevet sendt først til gærdet.

Vi havde drengereserven Rahman Mahmood og drengespiller Abdullah Mahmood og to juniorspillere, der næppe har scoret over 25 sammenlagt i deres karriere, tilbage.

Rahman var kommet med, da den ordinære keeper Daud Mir var gået i stykker om lørdagen

Men helt uden panik og med mange flotte stød byggede de to drengespillere en halvleg op og skiltes først ved 128. Rahman 29, Abdullah 26, mens Jonas Henriksen (29) og Saud Munir (25) begge forinden kæmpede en sej kamp mod dygtige kastere under vanskelige baneforhold (hvor vådt og langhåret græs betød, at vi ikke scorede en firer )

Indrømmet – det var lettere, da de to drenge kom ind, hvor shinen var gået af bolden - derfor kan man med en tyk streg under skrive, at det var en holdpræstation at lave 138

Herning fik en tør bane, hvor bolden løb nemmere ud, at chase på – de var nede med 6/76, men havde to juniorlandsholdsspillere sammen på det tidspunkt.

De to hævede til 106, førend den største trussel Oliver Hald ramte Abdullahs offspinner klokkerent – lige i næverne på Saud Munir ½ meter fra grænsen. Han behøvede ikke flytte sig en cm.

Men der var stadig liv i Herning, da vi fik den sidste trussel ud på en måde, som næppe er set i Danmark før.

Han drivede Sami Ahmads offspinner lige frem – ramte makkerens bat, hvorfra bolden røg hen i hænderne på kaster Sami. Her kan Herning vist påberåbe sig uheld !!

Herning ude for 121. Jonas kunne ikke kaste pga. en skade, hvilket naturligvis var et kæmpehandicap. De to drengespillere Sam Ahmad 3/15 og Abdullah Mahmood 3/27 snuppede flest gærder.


Sami Ahmad stokket ud


Rahman Mahmood batter. Han er en solstrålehistorie i sig selv. Han var den tykke dreng, der sad udenfor. Han har i den grad arbejdet med sig selv og præsterede sit bedste


Var der en, der havde fortjent et knus, så var det Rahman Mahmood. Shafqat Mahmood, far til Saif, Saad og Sami Ahmad giver knuset. Træner Said Alam ser glad ud. Th. Muneeb Rehman, der gik not out

Svanholms juniormestre
Stående fra venstre : Zeshan Aslam, Musa Mahmood, Saqib Manzoor, Jonas Henriksen, Osman Safi, Sami Ahmad, Daud Mir, Said Alam træner. Knælende Mohammed Hasham, Muneeb Rehman, Lucky Ali, Saud Munir, Abdullah Mahmood, Wahid Mahmood, Rahman Mahmood.


Semifinalen

Dagen forinden havde vi vundet over Skanderborg i semifinalen. da Skanderborg indledte med 145 (Saud Munir 4/29). Her gik det mere efter bogen (altså vores bog) da de to 1. holdspillere Jonas Henriksen med 69 not out og Saud Munir lavede 42 før vi havde passeret Skanderborg 145 på 33 overe for tabet af 4 gærder.

Fuldt hus for tredje gang

Efter de utrolige sidste 14 dage med et senior-DM hentet ud af ingen ting samt et drenge-DM sidste weekend, fortsatte vi vores suverænitet i dansk cricket ved at vinde både junior – og lilleput-DM. Fuldt hus har klubben også prøvet både i 2006 og i 2014.

Vores ungdom har simpelthen ikke tabt en turneringskamp i år og stort set kun været presset af Herning i finalen om DM.