Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Endelig gevinst til 3. holdet

Mandag d. 18. juni 2012 kl. 00:07 af Henrik Pfaff

3. holdet har ikke vundet en kamp i år før søndagen opgør mod vore internationale modstandere - de særdeles hyggelige fyre fra Malmøhus, som er klubbens 2. hold og som virkelig gav vores bar den ære at sætte pris på den. I øvrigt hævder de at have hele 50 spillere i Malmøhus.

At vores 3. hold ikke har vundet en kamp skyldes nu ikke så meget vores styrke – eller manglende ditto -som mere at modstanderne har brugt de såkaldt “lovlige/ulovlige” spillere mere eller mindre legitimt. F.eks. Nørrebro havde stort set kun ulovlige spillere. Men Ok – de kom i stedet for at sende afbud og det var jo godt nok.

Vi har ikke førend dagens kamp brugt “lovlige/ulovlige”, fordi vi har spillere nok til 3 lovlige hold og dagens situation opstod p.g.a. en skade.

I søndagens kamp mod Malmøhus fortsatte vores kastere med deres rædsler og leverede igen et hav af udenom – 33 i løbet af 30 overe.

Så skal man altså have en høj score, hvis man vil slippe af sted med det.

Det havde vi faktisk også, idet vi havde indledt med 175/9 i 30 overes kampen, der trak ud hele dagen p.g.a. regn.

Vi kunne glæde os over 50 fra Rashid Kahn, der er nok et led i den tilsyneladende uendelige mængde af onkler og fætre og andre mere eller mindre nært eller fjernt beslægtede bekendte til Zameer Khan.

Derudover benyttede vi os for første gang i denne sæson af en enkelt lovlig/ulovlig I Bobby Malik, der gik ind til sidst og gav halvlegen momentum med 26. Derudover var det en glæde at se drengekeeperen Said Alam spille en smuk lille, men hurtig og fornuftig halvleg på 23. Søren Henriksen var kommet for at beundre vores helt fra de andre 3. holdskampe Bilal Khan, men selv denne udgave af Khan-dynastiet, der er forsynet med et boldøje og slagkraft af en vis herres nåde, kan ikke slå enhver bold ud af banen og skiede himmelhøjt efter at have lavet 13.

Det var en stor glæde at se Malmøhus, fordi de spillede rigtig engelsk kostskolecricket med lodret bat o.s.v. . Det var ligesom at vende tilbage til barndommens land. Fordi med lodret bat og ikke alt for stor kraft går det jo ikke så hurtigt og selv med vores hav af udenom lavede modstanderne kun 166 – eller 9 for lidt.

Debutantanfører Wajid Hussein, der bestred jobbet efter nærmest demokratiske principper med samlinger og mere eller mindre afstemninger om, hvem der skulle kaste, tog 3 for 21, Zeeshan Kahn 2/20.


Fotografen er for dygtig, Han knipser før bolden har ramt gærdet. Men Wajid Hussein kaster rent faktisk en spiller fra Malmøhus ud her.