Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Første nederlag, men stadig en sejr foran

Søndag d. 17. juni 2012 kl. 23:58 af Henrik Pfaff

Gærdespillerne slås ikke for pointene! Førsteholdet led årets første nederlag – det skete hjemme mod Esbjerg efter en gærdeindsats, som med et par undtagelser bar præg af at spillerne tror, at de er bedre end de er og derfor ikke behøver at holde sig indenfor deres ”safeområde” for at præstere en total.

En ting er, at man som gærdespiller bliver besejret af kasteren – en anden ting er, når man selv lader sig besejre.

At se tre mand komme ud på det samme hook på den samme bold – det er simpelthen ikke rimeligt – slet ikke når de senere to kommer ind i en situation, hvor holdet er i knibe.

I denne sæson har toppen igen og igen svigtet og er blevet reddet af den nederste tredjedel. Mod Esbjerg skulle vi helt ned i den nederste tiendedel for at finde gærdespillere, der for alvor gjorde modstand

Vi var nemlig i en så håbløs situation som 9 gærder ude for 61 i den 22. over. På det tidspunkt havde kun den vikarierende anfører Taha Ahmed (18) (Bobby Chawla ude med skulderproblemer) scoret mere end 4.

Så kom en redningsaktion fra 10. gærdet, der gav holdet en sejrschance og en overgang også gav håb om en ny 10.gærderekord. Den gamle er på 91, scoret mod Ringsted af P.O.Pedersen og Kai Lang i 1961.

Men den ny gærderekord materialiseredes ikke, selvom Mads Henriksen (46) og Sair Anjum (36) gjorde en super indsats. Pludselig lignede alt det, der for gærdespillerne havde været et hajfyldt oprørt farvand, Peblingesøen en stille sommerdag. På 12 overe hævede de to med 68, førend Mads Henriksen også begyndte at lide af Hybris og røg ud på et omvendt sweep i over nr. 42 af 45. overes kampen.


Fra tiendegærdestanden mellem Sair Anjum og Mads Henriksen

Ups – det skulle jeg ikke have gjort. Mads Henriksen ude efter et omvendt sweep


Det var nu ikke fordi det lignede en total, der ville give os muligheder. Under det meste af Esbjergs halvleg, var deres Henrik Øre i den grad ovenpå og endte med 69 – altså over halvdelen af det fornødne. Men pludselig var der hul – fra at være 4 ude for 98 stod Esbjerg med 9 ude for 128 efter at Sair Anjum (2/28), Mads Henriksen (3/31), Waqas Ali (2/18) havde fået bid.

Men Esbjergs sidste mand fik en flyvende fra Hamid Shah og så røg håbet om en sejr, der også havde været ufortjent - for vi var rimeligt heldige i marken.