Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Frænde er frænde værst

Tirsdag d. 21. august 2012 kl. 18:01 af Henrik Pfaff

Det var ikke lige det, De Gamle havde regnet med i deres første kamp efter sommerferien, nemlig at den gamle svanholmer Ole Mortensen skulle være blandt vores modstandere hos Forty Club. For man kan vist roligt sige, at Ole var medvirkende til at gøre det onde mod sine gamle klub- og holdkammerater med 2 gærder og 25 points, hvilket medførte, at De Gamle måtte indkassere det andet nederlag i denne sæson, hvorfor det er tvingende nødvendigt at vinde den afsluttende kamp mod Køge onsdag den 22. august på Svanholm Park.

Optakten til kampen var ellers stort set, som det plejer at være: The Captain Morten Petersson tabte lodtrækningen, og vi manglede et par spillere, da kampen skulle starte. Jim Moniz havde åbenbart ikke fået læst tilsigelsen til kampen godt nok, men blev dog overtalt til at starte i marken, da han alligevel var forbi til en halv times træning, indtil Niels Pedersen ville dukke op (han havde til gengæld helt glemt, at vi skulle spille), men Jim nåede dog at gribe en modbydelig 'skyer' på flotteste vis. Det lykkedes dog hurtigt for Morten at fange Graham Brewster til at erstatte Jim, da han desværre havde lagt andre planer for aftenen.

Vores tur i marken forløb da heller ikke helt, som vi havde håbet på, selv om Allan From (1 for 18), som åbner fra den ene ende klarede det fornuftigt, hvorimod Flemming Søegaard (0 for 35) fik ørerne i maskinen. Meget bedre gik det ikke for Niels (1 for 26), Kenneth Schwaner-Hansen (0 for 14) eller Allan Majgaard (0 for 15). Først da The Captain (2 for 9) selv gik på, bragte det lidt forsigtig optimisme tilbage hos De Gamle.

Totalen på 120 points så overkommelig ud, men ville som minimum kræve 4 mand hver skulle score i nærheden af 25 points. Ind for at åbne blev nu sendt Kenneth (10) og Michael (1), hvilket ikke kunne siges at være den helt store succes. 




Noget bedre gik det for Allan F. (25*), selv om han talte forkert til sidst, mens den anden Allan (3) også meget hurtigt måtte forlade skuepladsen. Med 3 gærder nede allerede i 5. over og kun 19 på tavlen så det noget håbløst ud, selv om Allan F. gjorde, hvad han skulle. Et godt makkerskab mellem Morten (25*) og Graham (18) bragte os ind i kampen igen, men det havde krævet, at også Graham fik scoret maksimum-point. Han fik dog desværre løbet sig en smule for tidligt ud. Tilbage var nu Niels (7) og Flemming (0*), som for ingen af de to herrers vedkommende er kendt for de helt store pointgivende halvlege. Så da Niels forsøgte at forcere et slag - vi var ved at komme i tidsnød med15 point på de resterende 3 overs - gik det desværre galt. 14 point for lidt til en sejr, der ville have betydet, at næste uges kamp mod Køge ville afgøre om De Gamle ville have vundet rækken. Nu er vi afhængige af udfaldet af de øvrige kampe i den næste tid. Det har også den indvirkning, at vi måske ikke skal spille finale om 'Terry de Sherry'-pokalen, som vi pt. er indehavere af, i det afsluttende Old Boys-træf mandag den 3. september.



Slukørede traskede De Gamle ud til de ventende brusere, men ikke en gang det kunne bringe humøret op over frysepunktet. Først da nederlaget var blevet skyllet ned med noget forfriskende koldt og skummende fadøl, begyndte humøret så småt at vende tilbage hos De Gamle.

Forty Øst 120 for 4 på 20,3 overs

Svanholm 107 for 5 på 22,3 overs

Fra en skuffet referent

Flemming