Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Ingen revanche til De Gamle i kampen om Sherry de Terry-pokalen mod Glostrup.

Mandag d. 11. september 2017 kl. 20:16 af Henrik Pfaff

De Gamle blev mødt af en mindre overraskelse, da de mødte op til afslutningsstævnet om Sherry de Terry-pokalen, der var blevet henlagt til Solvangsparken, hvor Glostrup ville stå for det afsluttende grill-arrangement.

Her fik de nemlig at vide, at de alligevel skulle spille 'finale'-kamp om ovennævnte pokal. Køge, som vinder af rækken, havde nemlig meldt afbud, og da De Gamle var endt på 3.-pladsen i turneringen, blev det så nummer 2 (Glostrup) og 3 (Svanholm), der skulle mødes.

Om det var arrangementet efter kampen, der betød at De Gamle stillede fuldtalligt op, får stå hen i det uvisse. Og alligevel var vi ikke fuldtallige, da kampen startede, for Mickey Lunds bil havde undervejs til kampen tabt udstødningen, så han dukkede først op, da kampen var 1 time gammel, men dog tids nok til at han kunne komme ind og batte. I Mickeys fravær overtog Allan From derfor anførerrollen, men det var ikke nok til at vinde lodtrækningen, hvorfor vi måtte en tur i marken først.


Thomas Johannesen og Lars Jensen havde også meldt deres ankomst til året vigtigste kamp


Dennis Zachariasson (0 for 17) åbnede kastningen og kunne på sine 4 overs holde Glostrup nede på et fornuftigt scoringstempo, hvorimod Allan Majgaard (1 for 33) fra den anden ende blev noget dyrere end forventet. Afløserne Jan Bøgh Nielsen (0 for 27) og Lars Jensen (2 for 26), der sæsondebuterede, gjorde det fornuftigt, dog uden at være prangende, som man siger. Lars's 2 gærder faldt i halvlegens sidste over. 111 points på de aftalte 16 overs blev det til.

Denne score kunne ikke betragtes som aldeles uopnåelig, men det ville nok kræve, at mindst 3 af vore skulle score maksimum-points. Morten Petersson (21) og Allan F. (25*) fik holdt et godt tempo med pointene. Da Morten måtte forlade banen i 7. over, stod der 53 på tavlen, så vi var på dette tidspunkt lid foran i tempo. Men afløserne Allan M. (8) og Dennis (6) måtte alt for tidligt forlade banen. Begge havde undertegnede regnet blandt dem, der ville score maks. Mickey (15), der nu var dukket op, dog uden bil, skuffede også en smule. Lars (0), som ellers godt kan klappe nogle hurtige point sammen, fik kun et par minutter ved gærdet. De to sidste gærdespillere, Thomas Johannesson (7*) og Jan (7*) fik en næsten håbløs opgave, da de skulle score cirka 25 points på kun 2½ over. Det skal dog siges til deres ros, at de prøvede at slå til den, men når de ramte bolden, gik den som regel lige til en Glostrup-spiller, hvorfor det hele endte med en total på 100 points, hvilket var 12 for lidt til en sejr. Holdet blev da også trøstet af vores enlige tilskuer i skikkelse af Angela Henriksen, så de ikke skulle sætte sig alt for deprimerede til bords.


Allan From havde en forholdsvis god dag på 'kontoret' med 25*

Spændte oldboyser venter på deres tur

Konventrationen lyser ud af Allan Majgaard og Jan Bøgh Nielsen



Den anden kamp i Solvangsparken endte med at blive to blandede hold fra Frem, Forty Øst, KB/Soraner og to fra Køge, der godt ville deltage i afslutnings-stævnet, arrangeret af den utrættelige Ole Christiansen. Jeg er desværre ikke bekendt med resultatet af denne kamp, der foregik på Solvangsparkens lidt mindre bane 2. Det efterfølgende grill-arrangement var som sædvanligt i top, og til glæde for De Gamle stod Svanholms Venner for det økonomiske. Igen i år en hyggelig afslutning på sæsonen, selv om det overordnet set, med De Gamles øjne, snildt kunne have været langt bedre: Slået i første T20-kamp, 'kun' nummer 3 i turneringen og her til sidst måtte vi afstå pokalen, som vi på har vundet 3 gange tidligere - senest i 2016.


Kampen er tabt - men tredje halvleg vinder vi altid....

Allan må aflevere pokalen - det viste sig at være en vandrepokal...


Hygge det skal der til - Tak for mad og endnu et godt arrangement


Glostrup 111 for 3 på 16 overs

Svanholm 100 for 5 på 16 overs

Fra en lettere frysende, men dog mæt, referent

Flemming