Cricket  »  Resultater  >  Oldboys
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

De Gamle er tilbage efter ferien med en kneben sejr over Forty Øst

Onsdag d. 12. august 2009 kl. 15:18 af Svanholm CC

Ved udtagelsen af holdet til de sidste 3 kampe forlød det, at vi skulle undvære en småskadet The Captain (for ikke-kyndige læs: Morten Petersson) og dermed gøre brug af reserveanføreren Allan From, så stor var overraskelsen, da det viste sig, at der var indløbet et afbud, så The Captain alligevel var med på holdet. Hvordan ville det nu gå?

Ja, starten tydede nu ikke på noget godt, idet lodtrækningen nok en gang ikke gik vores vej, så den stod derfor på en tur i marken (hvilket nok ikke var så dårligt alligevel, da det kneb gevaldigt med lyset mod slutningen af kampen på grund af nogle truende sorte regnskyer i horisonten). I øvrigt var Forty mødt op med 10 spillere (ifølge Ole Christiansen havde alle, der var blevet tilsagt til kampen sagt ja, hvilket nok må siges at være et særsyn blandt de fleste hold), så man enedes om at spille med 9 på hvert hold, således at Ole C. spillede med hos os.

Så med en ny bold til Flemming Søegaard (1 for 33) og Allan Majgaard (0 for 19) håbede vi, at kunne få ram på nogle af deres kanoner, for når man så Fortys hold, var der adskillige, der kunne score 25 points på ingen tid. Og efter 10 overs så det da også nogenlunde acceptabelt ud med 48 på tavlen. Anfører Allan (3 for 9) mente nu, at tiden var inde til et kasteskift, så han satte sig selv på, og allerede i sin anden over var han tæt på et hattrick (som vist nok ville have været det første i De Gamles mangeårige historie), men det lykkedes ham først i næste over at få sit 3. gærde. Hermed var Forty nu sat under pres, og med god bowling af Morten (1 for 33) og Ole C. (1 for 19) lykkedes det at begrænse deres score til 120 points.

For at passere denne total havde vi brug for at mindst 4 af vore gærdespillere battede op i nærheden af maksimum-scoren på 25 points. Fortrøstningsfulde så vi nu Morten (5) og Michael Petersson (24) gå ind og åbne, men Morten kiksede et slag og blev grebet ud alt for tidligt. Bror Michael kæmpede til gengæld en forgæves kamp for at score 25+ og blev bowlet i et 4-forsøg. Afløserne Kenneth Schwaner-Hansen (28*) og Allan F. (17) bragte lidt ro over tropperne, dog kun lige indtil Allan (hurtigt ind – men meget hurtigere ud) sendte en skyer til vejrs og blev grebet ud. Nu skulle Allan M. (24) meget gerne score maksimum, da de sidste gærdespillere vi havde til rådighed ikke kunne forventes score points hurtigt og mange nok. Om de to Allan’er havde snakket sammen, var der ikke rigtigt nogen andre, der fandt ud af, men Allan M. sendte ligeledes en skyer af sted til nøjagtig samme markspiller, hvilket satte de sidste gærdespillere en smule under pres. Det var hermed Leif Hansen (3*) og Lars Bo Gottwald (5), der kunne batte sejren hjem. Men Lars Bo havde meget travlt med lave nogle store stød, hvilket desværre ikke havde den store succes. Og som næstsidste mand i rækken stod Flemming (5*) nu og fik ansvaret sammen med Leif at batte sejren hjem, hvilket da også lykkedes for Flemming med sit favoritstød på legsiden til den vindende firer. Uden for stod Ole C. og ventede, men havde ikke noget imod, at han som sidstegærde ikke kom i aktion.

Så efter sejren kunne vi trække os tilbage til et velfortjent bad samt som sædvanen tro en tur i baren til et krus dejligt skummende vinderøl, men hvor vores utrættelige dommer Per Kyhe desværre måtte meddele, at han nu gik på ferie, og at han som følge deraf ikke kunne være dommer i flere af vores kampe i år.

Forty Øst 120 for 6 på 25 overs
Svanholm 124 for 5 på 21.1 overs

Fra not out-referenten

Flemming