Cricket  »  Resultater  >  Oldboys
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Old boys ubesejret i 11 kampe – Nu indehaver af Sherry de Terry pokalen

Mandag d. 5. september 2022 kl. 17:50 af Henrik Pfaff

Old boys sluttede en besværlig, men sejrsgivende sæson, hvor anfører Mickey Lund hver eneste gang kæmpede en hård kamp for at stille hold. 11 gange lykkedes det næsten, 9 turneringskampe, finalen om Sherry De Terry- pokalen og en englænderkamp.

Englænderkampen var mod et udvalgt hold fra hele to landsbyer i Oxfordshire, Ewelne med 400 indbyggere og Benson med 800. Et sådant klassemandskab vandt over Forty Club og spillede uafgjort mod Malmøhus, men måtte neje sig mod os, selvom anfører Mickey gav dem lang snor.


Allan Majgård lægger an til stød mod englænderne Ewelne og Benson CC

Der hyggesnakkes under englænderkampen, hvor vi var forstærket med Tim Jensen, engang Esbjerg og Michael Jeppesen, Glostrup, da kampen i modsætning til de normale kampe var med 11 mand på hver side. Gamle koryfæer som Thomas Johanneson og Kenneth Hansen ses som nr. 1 og 9 fra venstre


Old boys kan godt lide lidt hygge og til næsten hver hjemmekamp havde Mickey sørget for spisning, som modstanderne også havde glæde af.

Bortset fra englænderkampen havde sæsonen to ”cluer”. Et finalen i Glostrup, hvor vi vandt på sidste bold, da deres keeper blev så forfjamsket, at en bold gik forbi ham til grænsen. Det hører vist til underne. Det andet i den traditionelle sæsonafslutning om Sherry De Terry pokalen, hvor nr. 1 og 2, samt 3 og 4 i old boys turneringen mødes på Svanholm Park med efterfølgende hygge. Det er en tradition, som Forty Clubs Ole Christiansen har startet. Det forsølvede drikkebæger i overformat har han købt på et marked i Portugal.

Der er spillet om det siden 2009, en enkelt gang regnede det, men ellers er det vundet 5 gange af os, 4 af Glostrup, 2 af Køge og en gang af Frem. Egentlig flot af det danske vejr, at kun en gang er aflyst.


Kaptajnen har overblikket

I finalen om Sherry De Terry lavede Glostrup først i 18 overes kampen 123. Vi ville egentlig gerne gøre old boys skribenten i Den Grimme Ælling Dennis Zachariasson til bedste kaster, for han har fortjent det. Men det blev dog til 1 gærde for 29 på fem overe, mens Anders Leiberg tog 1 gærde for 3. Dennis har i desperation over, at han i begyndelsen af sæsonen som kaster var til så stor legemlig fare for med- og modspillere, så han begyndte at træne for sig selv. Endda for det meste på fjendtligt territorium, hvor Asmat Ullah i Ishøj kunne glæde sig over, at der var én, der helt alene brugte hans net.


Dennis Zachariasson klapper, næppe nogen har hørt det


Så vidt vides har ingen andre trænet, idet holdets normale gærdestar James Moniz blev forfremmet til andetholdet, hvor han dominerede så meget, at førsteholdet overtog ham, der har passeret de 50 år, men som er i form som en vårhare og varetager førsteholdet opvarmning. Moniz har ikke spillet old boys ret meget. Han får aldrig nogen tid ved gærdet, for når han har lavet tre seksere og en toer skal han trækkes. Det er der ikke meget udfordring i.

Nåh videre om Sherry De Terry. Alle vores gærdespillere gik not out, de fleste med 20 plus på nær ham, der træner, Dennis Zachariasson, der var ude for 19. Vi passerede på 16 overe.


Allan From og supporter Jan Bøgh

Vinderne af Sherry De Terry. Bagest fra venstre Allan From, Dennis Zachariasson, Martin Jensen, Anders Leiberg og gæstespiller Flemming Søndergård. Knælende: Allan Majgård, Shaheed Mahmood Ali, Mickey Lund

Mickey Lund får overrakt Sherry De Terry pokalen af Forty Clubs næstformand Michel Goeskær