Vejrguderne havde besluttet sig for at genere Old Boys-træffet på Svanholm ParkOnsdag d. 2. september 2015 kl. 22:03 af Henrik Pfaff |
Siden 2006 har Old Boys-træffet været afviklet uden nævneværdige problemer (måske lige undtaget 2007, hvor en græstromle stod i vejen i den ene gærdeende ved kampstart). Men 2015 skulle altså blive året, hvor kampene blev aflyst på grund af den megen regn, der var faldet i løbet af eftermiddagen. Først hen ad 18-tiden klarede det op, hvilket var ca. en time efter den programsatte kampstart. Da der stadig stod klart vand på pitchene, enedes anførerne om at afblæse alt spil. De Gamle skulle møde Glostrup i kampen om Sherry de Terry-pokalen, som De Gamle vandt sidste år. Den anden kamp skulle være mellem Forty Øst og Køge. Det var ellers meningen, at De Gamle skulle have mødt Køge, som var Old Boys-rækkens vinder med De Gamle på en (lidt skuffende) 2.-plads. Da Køge imidlertid kun kunne mønstre 4 spillere, havde de aftalt med Ole Christiansen fra Forty Øst, at Glostrup skulle overtage deres plads i kampen om pokalen. Det ville, set med Glostrups øjne, blive et revanche-opgør for det nederlag, de led til De Gamle ugen forinden. Den lange ventetid på, om der skulle spilles eller ej, blev - helt naturligt for en Old Boy - forlagt til baren i klubhuset. Da den endelige dom om, at kampene var blevet aflyst, forelå, blev den mad, vi skulle sætte til livs, båret op i spisesalen. Lækkert smørrebrød (bl.a. lune fiskefileter) var blevet indkøbt til lejligheden. Under spisningen meddelte Ole, at der ikke ville være en vinder dette år. Dette betyder, at De Gamle/Svanholm kan opbevare pokalen yderligere et år, selv om vi ikke har vundet den i indeværende år. Hvorvidt der skal indgraveres i pokalen, at der i 2015 ingen vinder var, henstår i øjeblikket i det uvisse. I sin tale gjorde Ole også opmærksom på, at det arbejde med at arrangere disse ekstra-kampe (Træffet og Twenty20-kampe) var ved at blive en belastning for ham. Han mente dog alligevel, at han havde energien til at fortsætte nogle år endnu. De tilstedeværende gamle drenge håbede dog alle, at han blev ved lang tid endnu. Dette indlæg kunne ikke ødelægge humøret hos old boys'erne, der som sædvanligt kunne snakke 'i timevis' under ledsagelse af de kølige drikkevarer og den gode mad. Fra en aflyst-ramt referent Flemming |