Cricket  »  Resultater
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

Så kom De Gamle endelig i gang

Mandag d. 20. maj 2013 kl. 23:44 af Henrik Pfaff

Efter at kampen mod KB, der skulle have været spillet 2. maj, blev udsat til den 19. juni, da de ikke kunne stille hold, blev den første kamp i Forty Øst's Twenty20-turnering spillet i pibende kulde samt strid blæst.

Selv om solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, kunne den ikke bringe temperaturen op på de varmegrader, hvor De Gamle trives bedst. Alt dette forhindrede dog ikke det kombinerede mandskab fra Svanholm og KB i at besejre modstanderne fra Køge/Frem.

Selv om vores anfører, Morten Petersson, har haft mere end rig lejlighed til at opsøge en eller form for terapeut eller specialtræning, lykkedes det ham med usvigelig sikkerhed at tabe lodtrækningen (jeg vil tro, at odds-sætterne hos Danske Spil ville have sat odds til mindst 100:1 på, at Morten ville vinde lodtrækningen. Nå, nu levede han da i det mindste op til alles forventning, hvorefter De Gamle og KB blev sendt i marken.

Allan From (0 for 14) og Jesper Jensen (0 for 42) åbnede bowlingen i aftenkulden, og hvor Allan F. leverede en godkendt indsats, gik det desværre galt for Jesper i hans sidste over, hvor han blev maltrakteret af Matti Jacobsen fra Køge/Frem. Niels Pedersen (1 for 23) gjorde en rimelig indsats, selv om han havde visse problemer med at ramme pitchen, og Madhu John (0 for 21) blev lidt halvdyr på sine kun 2 overs. Kenneth Schwaner-Hansen (0 for 15) og Thomas Kronby (0 for 17) gjorde det fornuftigt, selv om Kenneth i lighed med Niels, også havde visse problemer med retningen. Som rosinen i pølseenden blev Allan Majgaard (1 for 2) bragt ind i kasteangrebet, og som tallene viser, var det med god succes. I alt lykkedes det Køge/Frem at score 138 points, hvoraf de 21 points kom fra udenom-kontoen. Kastetræning d'herrer - kastetræning!





Med lidt hurtig hovedregning betød dette, at scoringstempoet skulle holdes på mindst 7 pr. over. Vores to åbnere Jesper (22) og Allan M. (39) leverede da også det ønskede scoringstempo, så da John Møller (29*) og Allan F. (28) fortsatte de gode takter, var det en forholdsvis nem opgave for Kenneth (18*) at være med til at batte sejren hjem med 8 bolde tilbage af vores innings. Uden for banen stod de resterende fra holdet, nemlig Morten, Thomas, Jan Bøgh Nielsen, Madhu, Niels og Søren Clausen og glædede sig over at sejren kom i hus.








Efter den sædvanlige varme (tiltrængt med den kulde) afvaskning var det meningen, at alle 4 hold (Glostrup/Forty spillede mod Albertslund/Ishøj på den anden bane, hvor Glostrup/Forty vandt denne kamp) skulle fortære en pizza sammen med den sædvanlige kolde og skummende fadøl. Et eller andet gik tilsyneladende galt, da vi måtte 'nøjes' med den skummende øl. Jeg tør slet ikke tænke på følgerne, hvis det modsatte havde været tilfældet. Så da man efterhånden havde fået varmen over den kolde øl, kunne man takke af og forsvinde ud i den endnu koldere aften.

Køge/Frem 138 for 2 på 20 overs

Svanholm/KB 140 for 3 på 18.4 overs

Fra en temmelig frysende referent

Flemming

PS. Næste kamp til De Gamle, som hermed bliver årets første turneringskamp, bliver mandag den 27. maj hjemme mod Frem kl. 17.30.