Cricket  »  Resultater  >  Senior
Om Svanholm Cricket
Seneste cricket nyheder
Cricketresultater
Holdinformation
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Cricketudstyr / Cricket udstyr
Svanholm Cricket Udstyr
English

KB-Hallens brand gav oprykning til Svanholm II

Fredag d. 30. december 2011 kl. 23:16 af Henrik Pfaff

Svanholms andethold skal alligevel spille i 1. division i 2012. Holdet vandt 2. division øst, men tabte i den første kamp i slutspillet til KB II, der i stedet for kvalificerede sig. Det var der jo ikke noget at gøre ved, selvom spillerne ærgrede sig. De havde ærlig talt ikke fortjent bedre efter den gærdeindsats, de leverede – eller ikke leverede.

Klubbens ledelse ærgrede sig måske knapt så meget. Det er omkostnings- og administrativt tungt og krævende at have hold både i elitedivisionen og 1. division. Det kender vi fra mange års ophold i denne række med 2. holdet.

På den anden side må man sige, at med den ungdom vi har samt den tilgang, der vil være til 1.- 2. holds truppen næste år i form af Henrik Saxe-Hansen (ex Ringsted, Køge, Svanholm og Glostrup) og landsholdsspilleren fra Ishøj Basit Javed og ældre og mere modne juniorspillere ville udfordringerne i 2. division øst ikke være store nok til at holde gejsten op hos en 2. holds trup, som her i efterårstræningen har opretholdt interessen og mødt frem i Schneekloth-Hallen.

Da derfor DCF’s turneringsleder Injam Khokar ringede og tilbød Svanholm II pladsen efter at KB II havde trukket sig, kunne Svanholm ikke sige nej, når vi rent faktisk har spillerne, der gerne vil og en ungdomsafdeling, der har brug for udfordringer.

KB har trukket sig på grund af økonomi.

Ifølge Khokar må alle KB’s afdelinger skæres ned i de økonomiske tildelinger på grund af KB-hallens brand. Selvfølgelig er hallen forsikret, men de indtægter, der tilflød KB fra hallens arrangementer, vil jo ikke eksistere i lang tid, førend hallen er bygget op igen. Det kan sagtens trække ud efter at KB har fået trukket ned over hovedet, at hallen på grund af fredningsbestemmelserne skal bygges op som den var. Til det, udtale KB’s formand Niels Chr. Holmstrøm ifølge et indslag i Danmarks Radio at KB ikke ville bo i et museum, hvilket dog kun fik fredningsmyndigheden til at replicere – så, så I skal nok blive nok glade for det.

1. division ser herefter således ud i 2012: AB, Ishøj, Albertslund, Svanholm II, Køge, Odense, Fredericia, Kolding


Nu skal de spille i 1. division

Et af 2. holdets store øjeblikke i 2011, da tilbage komne Sahadat Riaz tog 4 Hvidovre-gærder på fire bolde.