2 centuries på samme dag, 27 år gammel gærderekord slået og drenge- DM til Musa Mahmood og Svanholm

Onsdag d. 18. september 2019 kl. 20:06 af Henrik Pfaff

Musa Mahmood modtog i alt 146 bolde og scorede tilsammen 223 points i årets drengeslutspil om DM på Svanholm Park. Holdet scorede – når de to halvlege lægges sammen 354 points – så noget af en andel. Kampene gik over 2 x 25 overe. Da drengene kaster mindst 3 overe med udenom, der ikke kastes om, var der realistisk set kun omkring 22 overe at batte i.

I Musa Mahmoods sidste optræden i en drengekamp i dette liv lå et tungt ansvar på hans skuldre. Den normale anden dominator Lucky Ali var væk – sad og ventede som reserve på, at landsholdet skulle tabe i og mod Malaysia.

Man skulle mene, at det kunne kalde på forsigtigt spil, men langtfra. Musa gik til biddet stort set fra første bold. Han vidste, at modstanderen Glostrup har en velvoksen afghaner Abid Safi, der før har scoret century på Svanholms bane i en kamp mellem udvalgte hold

Uden Lucky åbnede Luckys yngre broder Musa Malik, der har det med at slå på tværs alt for meget. Så han blev kastet ved totalen 15. Men det generede ikke Musa. Han fik Harris Riswan, som makker, og han, der er lilleput, spillede måske sit livs kamp – i hvert fald på drengeniveau. Da han først var kommet i gang diverterede ham med masser af nydelige stød og endte i en gærdestand på 178 points med at score 43 på 55 bolde.

Musa sluttede med 122 not out (14 firere og 5 seksere) og holdet scorede 198 for 2 på de 25 overe.


Musa tager imod hyldest for dagens første century (foto Alex Olsen)


Statistiker på arbejde

Vores trofaste statistiker Morten Petersson har måttet lede igennem 37 års regnskabsbøger for at finde den gamle gærderekord. Den blev sat i 1982 og lød på 168. Scoret af Ole Stoustrup og Brian Munch. Musa/Harris gærderekord kommer nu til at lyde på 10 mere – 178 points.

Skoven fik bank af højrehåndsstød

Man skulle mene, at 198 var tilstrækkeligt i en drengekamp på 25 overe. Det var det, men også kun lige til øllet.

Den tidligere omtalte afghaner knaldede simpelthen med enkelte undtagelser vores kastere ud af banen – flere stød endte langt oppe i skovområdet bag banen. Da han havde scoret 120 (10 seksere og 6 firere) var der to overe tilbage. Glostrup var 18 points fra at vinde. Var han blevet stående, havde de passeret. Men han endte med at blive grebet ud af Harris Rizwan på Taemur Baigs kastning. Han havde simpelthen tævet så meget, så hans højrehånd smertede voldsomt og han dårligt kunne holde om battet.


Markspiller Harris dropper (foto Alex Olsen)

Keeper Adyan griber (foto Alex Olsen)

Musa hyldes for dagens andet century


Det er også en måde at få modstandere ud – lade dem tæve løs, indtil de får ondt.

Glostrup endte med 186 for seks gærder - de to mest retfærdige kastere var vores australske nyanskaffelse Harry Grigg (1/9 på 3 overe) og Musa Mahmood (2/14 på 5).

Den ged var ikke barberet

Og så troede vi måske, at den ged var barberet. Men nej. Glostrup havde dagen forinden slået Ishøj (76 på 16 overe til Glostrup -75 til Ishøj) og kunne Ishøj vinde med en pæn margin over os, kunne det ende med DM til en af vores to modstandere.

Vi vandt lodtrækningen igen og battede først igen.

Musa mistede sine to første makkere allerede ved totalen 11 – Harris under besynderlige omstændigheder, da han fik bolden i hjelmen og væltede tilbage i gærdet – og man skulle helt hen til den 12. bold Musa modtog, før han knaldede det første grænseslag – en sekser – ud.

Ishøj kastede bedre end Glostrup – eller Musa var træt. Dog med 13 points på de sidste fire bolde lykkedes det ham at score sit andet century på 101 not out. Vi mindes ikke at have haft nogen, der har scoret to gange over 100 på en dag.

Sami Ullah Ahmed med 10 på 27 bolde og Ahsan Rehman med 9 på 27 bolde holdt ham inde. Vi endte med 156 for 4.

Ishøj batter bredere end Glostrup, men har ingen med samme slagstyrke som Glostrups højrehånd. Forståeligt havde Musa mistet lysten til at kaste efter de tidligere kraftanstrengelser og Ishøj nærmede sig, da Musa syntes, at der skulle være lidt til alle og han faldt hen i en salig døs. Næstformandens hysteri skaffede muligvis lidt orden og Ishøj endte med 134/3, hvoraf vi leverede de 18 i udenom.

Det var det 18 danske drengemesterskab til Svanholm.



Man of the matches : Musa Mahmood får diplom af Alex Olsen.

Danmarksmestrene:
Stående fra venstre: Abdullah Mahmood, holdleder, Taemur Baig, Harris Raswan, Sami Ullah Ahmed, Musa Mahmood anfører, Adyan Hussain, keeper. Knælende: Ahsan Rehman, Ahmed Raza, Harry Grigg, Saif Ali Alam, Musa Ali Malik.


Næste weekend

Årets sidste cricket finder sted den kommende weekend

Vores juniorer, der har vundet den lokale juniorrække, ligesom vores drenge og lilleputter har gjort det, skal lørdag møde AB i en kamp mellem nr. 1 og 4 om DM. Finale søndag mod vinderen af Køge-Glostrup.

Slutstævne på Svanholm Park med to kampe fra kl. 11.00.

Lørdag spiller lilleputterne om DM i Glostrup. Der er ikke kommet program, men modstanderne er Husum, Ishøj og Albertslund. Der spilles med semifinaler og finale.

Søndag skal miniputterne med to hold til Køge, hvor der spilles om miniput-DM