Ærgerlig afslutning på De Gamles sæson

Fredag d. 6. september 2013 kl. 16:49 af Henrik Pfaff

De Gamles forsøg på at genvinde Sherry de Terry-pokalen mislykkedes, da Old Boys-træffet, som Ole Christiansen fra Forty Club har indstiftet for en del år siden, blev afviklet på Svanholm Park. De Gamle skulle, som vindere af Old Boys-rækken, møde rækkens nummer 2, Køge, i kampen om førnævnte pokal. Endvidere skulle Glostrup møde Forty Øst som rækkens nummer 3 og 4.

Vejret var desværre ikke det bedste set med cricketøjne, da en vedholdende regn forsinkede kampstarten med ca. 1 time, hvorfor kampene blev reduceret for at kunne afvikle dem, mens det stadig ville være muligt at se bolden. De Gamles syn bliver jo som bekendt ikke bedre med årene. Så da Morten Petersson med usvigelig sikkerhed tabte lodtrækningen, var der derfor kun en vej for De Gamle, nemlig en tur i marken først. Vores kamp blev aftalt til 2 x 10 overs med 2 overs pr. kaster samt 20 point til gærdespillerne.

Flemming Søegaard (0 for 26) og Jan Overgaard (0 for 11) blev sat til at åbne kastningen og for anden kamp i træk blev Flemming massakreret på groveste - som det nok kan ses af tallene. Bedre gik det, da Allan Majgaard (0 for 15) og Kenneth Schwaner-Hansen (0 for 13) tog over, og Allan From (1 for 6) sluttede fornemt af, hvilket var med til at holde Køges score på et rimeligt niveau. Dog var det meget tæt på at Mr. Ekstra blev Køges topscorer med 19 point i alt. Alt I alt fik Køge 82 point.




Det skulle man synes ville være en opnåelig score, når man ser på, hvem vi havde mønstret. Det startede da også fantastisk, da vi allerede efter 2 overs kunne notere 32 point på tavlen. Hovedmanden bag denne score var Jim Moniz (21*) og Kenneth (9), der ikke helt levede op til forventningerne, selv om han på aller første bold hamrede en flot sekser af sted. Afløserne Allan F. (20*) og Allan M. (13) holdt scoringstempoet oppe, men herfra gik det desværre temmelig hurtigt ned ad bakke. Jan (4) har stadig ikke battet op til det, vi ved han er i stand til, og Morten (3) måtte også lynhurtigt slukøret forlade scenen, så det var op til Michael Petersson (2*) og Flemming (0) at batte de sidste 4 point hjem i sidste over, men Flemming blev desværre løbet ud i et 2'er-forsøg fra Michael, så det hele endte med at vi manglede 3 point for at vinde pokalen for 3. gang i dennes levetid. Nu må Svanholm og Køge deles om, at have vundet den 2 gange hver.

Herefter blev der ikke sagt mange ord i omklædningsrummet, hvor man ærgrede sig over, hvad mange følte, var et unødvendigt nederlag. Så efter at alle havde ærgrelsen af sig under bruserne, kunne det ikke gå stærkt nok med at komme ovenpå (i mere end én forstand) for at nyde den gode mad, Ole C. havde sørget for stod klar, samt den tilbagevendte fadøl, der nu flød lifligt fra hanen i baren. Og som den forsvarende klub stod Stig Hammerhøj, Glostrup, for at overrække pokalen til de nye vinderes anfører, Søren Sørensen. Herefter gik snakken lystigt indtil det blev tid til at bryde op og sige tak for denne sæson.

Endelig skal det ikke glemmes at vores ualmindeligt trofaste dommer, Per Kyhe, af Ole C. fik overrakt bogen om 'Old Boys-cricket i Danmark' som tak for at stille op som dommer nu i flere sæsoner, noget som måske kan inspirere til at finde nogen i de andre klubber til også at stille op.





Køge 82 for 2 på 10 overs

Svanholm 80 for 5 på 9,5 overs

Fra en slukøret referent

Flemming