Amjad Khan træner for SvanholmTorsdag d. 16. januar 2014 kl. 23:47 af Henrik Pfaff |
Så lykkedes det – vi får en testspiller som spillende træner Amjad Khan og Svanholm har indgået aftale om, at Amjad skal være spillende træner i 2014. Amjad Khan, der nu er 33 år, havde sit internationale højdepunkt, da han spillede for Englands landshold i en femdagstestkamp og en Twenty20-kamp. Amjad skiftede statsborgerskab fra dansk til engelsk for at få opfyldt sin ambition om at spille for England. Han har været på kontrakt i England for to grevskaber i alt 13 år, nemlig 10 år i Kent og 3 år i Sussex. Amjad Khan var i 2002 den, der tog næstflest gærder i den fornemste af de engelske turneringer - countyturneringen – nemlig 63.
Han har derudover i mange vintre spillet professionelt i Sydafrika, Australien og Vestindien. En skade i venstre knæ, opstået før sæsonen 2013, medførte, at Amjad kun kunne spille meget lidt. Han har derfor valgt af helbredsgrunde at indstille den professionelle karriere og vil i efteråret begynde at læse jura. Amjad har de sidste to-tre år indendørstrænet sammen med de bedste Svanholmspillere, så det var nærliggende, at Svanholm søgte at kapre ham, da det blev klart, at Amjads helbred ikke kunne klare en spilleuge i England på 5 dage plus træning med de voldsomme belastninger, det medfører for en fastbowler. Amjad bentøj vil ikke være til hinder for, at han, udover at træne, også spiller for Svanholm. Han er desuden i kontakt med DCF med henblik på at virke som kastetræner for DCF’s bedste både på senior- og ungdomsfronten. -Det er selvfølgelig sørgmodigt at sige farvel til noget, der har været en så stor, spændende og altdominerende del af mit liv i 13 år, siger Amjad, men jeg glæder mig meget til at vende hjem og stadig have en alder og en fysik, så jeg vil kunne give en hjælpende hånd både som spiller og træner i dansk cricket….. -Jeg har haft stor glæde af at kunne være involveret med Svanholms spillere i flere vintre og deres ambitiøse tilgang til træningen medførte, at det for mig var indlysende, at min fremtid måtte ligge i Svanholm, som også har faciliteter, der er imponerende, når jeg sammenligner med, hvad jeg er budt som professionel mange steder i verden…. -Jeg ser stort potentiale i de unge spillere i Svanholm og håber også, at mit kommende arbejde i Svanholm kan komme til at betyde noget for dansk cricket internationalt. -Amjad Khan er den yngste professionelle, som Danmark nogensinde har haft. Han spillede på landsholdet som 17-årig og blev under deltagelsen ved EM i Holland i 1997 spottet af flere grevskaber og endte med et år senere at indgå kontrakt med Kent. Amjad var i en årrække en af de hurtigste kastere i England og hans kastning blev målt til en fart på 147 km. i timen. Det giver gærdespilleren ca. 1/3 sekund til at reagere… -Vi er lykkelige, siger Svanholms formand Søren Nissen. Amjad er ikke blot stadig en stor spiller, men han har som træner en seriøs og målrettet tilgang til tingene, som vil blive et stort plus ikke bare for os, men også for Dansk Cricket-Forbund. At få en spiller med hans rutine og viden, det er jo en gave af en størrelse, som alle andre klubber misunder os. Og en særlig glæde for os, er det at han også gerne vil have hovedansvaret for træningen i vores ungdomsafdeling…. Håndtrykket mellem næstformand Henriksen og Amjad besejler aftalen |