Cricket på Brøndbyøster S-station

Lørdag d. 3. december 2011 kl. 14:39 af Henrik Pfaff

For en stund var alle DSB`s genvordigheder glemt, da Brøndbyøster S-togstation efter en renovering officielt blev genindviet. Det skete med et lille arrangement, hvor DSB S-tog gav kaffe og croissanter til både de særlig indbudte og alle de morgenduelige daglige passagerer.

Afdelingsleder Anne Pilegaard kunne i sin indvielsestale fortælle at renoveringen ikke mindst skyldtes en lokal bruger af stationen, der havde skrevet til DSB, at han skammede sig over at invitere gæster til området, når de skulle igennem en station som den på et vist tidspunkt så ud. Hun var også glad for at en lokal forretningsudøver efter jul ville genåbne en kiosk på stationen – nu oppe ved sporene.





Stationen er nu præget af en lang række flotte og store fotostater af idrætsudøvere – hvor ikke mindst Svanholms Mati Malik og Shabaz Shabir har fået hovedroller.




Billederne blev taget, mens repræsentanter for kommunensbreddeidrætter skulle op i en trampolin og hoppende udføre idrætsgrenens bevægelser. Så blev de fotograferet nedefra. Nogen moro kunne man ikke undgå at få, da de ældre golfspillere skulle forsøge sig.
Danmarks Idræts-Forbunds Torben Lollike fortalte, at historien bag billederne var den, at DSB bad DIF om nogle sportsbilleder til udsmykning af stationen. Efter et kig i arkiverne besluttede DIF sig til at få optaget nogle helt nye billeder ved hjælp af velvillige lokale foreningsledere og idrætsudøvere.







Og alle de tilstedeværendes håbede på, at den flotte station og de utraditionelle fotografier nu ikke igen bliver hærget, som den gamle station.