De Gamle "grillede" Glostrup i SolvangsparkenSøndag d. 17. august 2014 kl. 21:00 af Henrik Pfaff |
Kampen mellem De Gamle og Glostrup var formentlig kampen om 1.-pladsen i Old Boys-rækken, selv om Køge rent teoretisk stadig kan blande sig i topstriden. Så hvis De Gamle vinder en af deres to sidste kampe mod henholdsvis Køge 1 og Køge 2, hvor den sidste kamp (Køge 2) burde kunne vindes uden alt for store problemer, vil 1.-pladsen i rækken være en realitet. Forholdene i Solvangsparken kunne der ikke klages over, da solen skinnede og temperaturen holdt sig oppe på et fornuftigt niveau, selv om blæsten kunne føles en anelse kølig. Det gjaldt da også for vor kaptajn Morten Petersson om at vinde lodtrækningen for at komme til at batte først og producere en god total. Til det formål skulle Morten igen bruge skriverkarlen Flemming Søegaards vindermønt, og lodtrækningen blev vundet til holdets tilfredshed. Vi var dog lidt spændte på, om vi, hvis vi nu også vandt kampen, stadig ville få lov til at deltage i det efterfølgende grill-arrangement, som vi efterhånden kender så godt og er yderst glade for at deltage i. Da vi også havde medbragt vores dommer Per Kyhe, var alt lagt i de bedste hænder, som skulle sikre en gevinst til De Gamles tropper, som må siges at være ude i en foryngelseskur. Fortrøstningsfulde gik Allan Majgaard (27*) og Michael Petersson (13) ind for at åbne, og Michael undslog sig ikke for igen at verfe boldene ud på Steen Thomsen. Samme Steen måtte dog lidt senere se sig nødsaget til at aflægge skadestuen et besøg, da Allan From (27*) knaldede en bold lige tilbage til Steen og 'smadrede' et par af hans fingre - det var faktisk en gribechance, så han er sgu blevet lidt langsom på sine 'gamle' dage, den gode Steen - men Steen kunne dog, uden at der skulle gips eller skinne på fingrene, komme tilbage og deltage i 3. halvleg. Jim Moniz (28*) ville ikke stå tilbage for de 2 gange Allan, og med frisk spil bragte han os op på en fornuftig scoringshastighed. Jan Overgaard (25*) havde også fundet slagtøjet frem og producerede sit års højeste. Søren Vestergaard (9) startede i vanlig stil med at klaske en 6'er ud af banen, men måtte lidt senere se sig grebet ud på stregen (jeg tror, de har en eller form for elastik-streg det sted på banen, for det var da godt nok et ordentlig sav, han leverede). Som de to sidste var Morten (17*) og Mickey Lund (0*) ved gærdet, hvor Mickey kun fik nogle få bolde, måske også godt det samme, da han jo i sidste uge fik en forstrækning og lidt senere skulle ind og keepe i vores marktur. 156 points fik vi banket totalen op til på de aftalte 2 x 20 overs. Som at se Allan F. i sine yngre år - ikke meget er forandret eller? - Bedøm selv Med denne total i bagagen skulle der hermed være en god chance for komme sejrrigt ud af kampen. De 2 åbningsbowlere Allan M. (1 for 33) og Allan F. (2 for 18) bowlede aldeles fornuftigt og var i stand til at holde Glostrups scoringstempo nede på 5 pr. over samtidig med, at de fik taget 3 vigtige gærder. Herefter fulgte Jan (0 for 23) takterne op sammen med Søren (0 for 15), der åbenbart mente, at nu var det hans tur til at gå i stykker, idet han ude ved grænsen pådrog sig en fiberskade/forstrækning, hvorfor Jim (1 for 14) måtte bowle de resterende 2 overs og igen var i stand til at tage gærde(r). Og selv om Glostrup fik hjælp af Ole Roland, som erstattede den skadede Steen, var det alligevel ikke nok, da deres score endte på 106 points. Dermed kunne vi trække os tilbage efter en solid indsats fra alle og nyde den der mørke og kolde skummende væske, der kommer ud af hanerne fra et fadølsanlæg. Og da så grillen, som vort gamle medlem Michael Olsen stod for, var klar med lækkert oksekød, pølser, grillkartofler i fad, grillet løg og hvidløg i fad, skulle der selvfølgelig skylles ekstra ned, for jeg skal da lige love for, at der var vitaminer i hvidløgene. Det afstedkom, at konen var ved at løbe hjemmefra på grund af min helt særlige hvidløgs-odeur (hmmm - er det så her, man overvejer at blive ved med at spise hvidløg?), og at undertegnede også var tæt på at blive forvist til at overnatte i et festivaltelt på bopælens græsplæne! Men hvidløgene var dog på ingen måde en hindring for, at De Gamle og Glostrup'erne kunne diske op med diverse historier, som vi som altid er aldeles fabelagtige til. Svanholm 156 for 2 på 20 overs Glostrup 106 for 4 på 20 overs Fra en hvidløgshørmende referent Flemming |