De Gamle kan gå ubesejrede på sommerferie i Old Boys-rækken med en sejr over Albertslund.

Lørdag d. 25. juni 2011 kl. 20:37 af Henrik Pfaff

Den sidste turneringskamp inden sommerferien fik en noget pudseløjerlig optakt, da The Manager Morten Petersson af uforklarlige årsager havde fået tilsagt hele 9 spillere til dagens kamp mod Albertslund.

Det medførte i første omgang, at Morten satte sig selv ud på sidelinjen og overlod anførerskabet til Allan From, der på forunderlig lykkedes at vinde lodtrækningen, godt nok af 2 omgange. Det var lykkedes Allan F., at overbevise Albertslunds anfører om, at det første møntopkast ikke var gældende, da mønten stod på skrå i græsset. Onde tunger påstod, at Albertslund faktisk stod til at vinde lodtrækningen, da mønten som sagt skrånede lidt og havde deres ”valgte side” mest opad. Den næste lodtrækning gik således vores vej, og Allan F. valgte at sende os til gærdet i den aftalte 20 overs kamp.


Og med Per Kyhe som vores trofaste dommer samt Martin Jørgensen klar med de skarpe kuglepenne kunne vi nu sende den sæsondebuterende Graham Brewster (25*), der må siges at klare det rigtig flot, ind til gærdet sammen med Kenneth Schwaner-Hansen (2), der heller ikke denne gang formåede at leve op til alle andres forventning (og vist nok også sin egen). Ind kom så i hurtig – og skuffende igen – rækkefølge Michael Petersson (7) og Jens Bredo (1), der mente at referenten havde ”rost” ham for meget ved at beskrive hans ualmindeligt hurtige point mod Glostrup i meget ”positive” vendinger. Den slags skal man åbenbart ikke gøre, for det var godt nok hurtigt ind-ud for den gode Jens. Dermed var der ikke råd til at miste flere hurtige gærder, så den vikarierende anfører Allan (30*) spillede determineret og rundede sin innings af med en flot 6’er (havde han mon læst, om den enorme 6’er Allan Majgaard lavede i sidste uge i Ishøj), således at han fik maksimumpoint på tavlen. Efterfølgeren Allan M. (27*) kunne ikke runde sin innings af som sidst, men leverede værdifulde point til totalen. Nu skulle det så have været Niels Pedersen (DNB), der skulle have været til gærdet, men manager-Morten (21*) havde sat sig selv på holdet igen, da han så hvad vej det gik med vore første gærdespillere, der langt fra havde en god dag. Selv Niels accepterede dette valg, da han godt var klar over, at Morten nok var bedre til at producere nogle point, end han selv ville være. Ind til sidst kom Flemming Søegaard (3*), hvis fornemste opgave var at holde Morten inde resten af overne, og så måske selv kunne producere lidt til totalen. Hermed endte vi på en rimelig score på 127 points, men vi følte os på ingen måde sikre på, om det ville være nok til at vinde.




Det var nu op til Flemming (0 for 24) og Niels (3 for 18) at presse Albertslunds gærdespillere, hvilket må siges, at Niels til overflod lykkedes med. Skarp bowling og 3 flotte gærder. Så da de to herrer var færdige med deres overs stod der acceptable 44 point på tavlen for 4 fald, da Flemming undervejs med en ”baghånds-venstre-slyngert” fik løbet en af deres gærdespillere ud. Til at afslutte kastningen så vi nu Allan ”The Vice” (1 for 12) og Michael (1 for 20), der havde byttet keeperskinner med Kenneth, da Allan M. under vores marktur havde fået en mindre forstrækning i læggen og dermed ikke mente, at han ville være i stand til at bowle. Så efter knap 19 overs havde Albertslund mistet deres sidste gærde med en total på kun 76 point. Så vores frygt for ikke at have scoret tilstrækkeligt med point blev således gjort til skamme.

Herefter stod den på det faste ritual med en tur under bruserne (stadig med imponerende mængder af varmt vand) og en tur op til fadølshanerne for at blive kølet lidt ned igen efter al det varme vand i omklædningsrummet.

Svanholm 127 for 3 på 20 overs

Albertslund 76 for 6 på 18.4 overs

Fra den utrættelige not-out-referent

Flemming