De Gamle præsenterede deres nye spilledragt i en storsejr over Ishøj

Onsdag d. 17. juni 2009 kl. 21:13 af Henrik Pfaff

Kampen mod Ishøj fik noget af en kaotisk start, hvor de fleste spillere glædede sig til at præsentere de nye spilledragter.

Den var programsat til at finde sted i Ishøj, hvilket jo ville være synd for vor store hjemmepublikum, der trofast møder op til vores kampe, at de på denne måde skulle snydes for denne enestående begivenhed. Men før vi fik set os om (de af os, der var mødt op i Ishøj), glødede mobilerne med besked om, at Ishøj stod klar på Svanholm Park, hvorefter vi begav os hjem til vores bane for at spille kampen der, så ingen ville blive snydt for at se Old Boys i det nye tøj.
 
 
 
Således opildnet af den nyvundne hjemmebanefordel tog vores ukuelige anfører Morten Petersson sig gevaldigt sammen og præsterede at VINDE lodtrækningen. Derfor var der nu frit valg på alle hylder, og det faldt da også på, at vi skulle ind og batte først. Og henset til den forsinkede kampstart blev kampen aftalt til 2 x 20 overs. Anføreren mente (i sin helt overstadige eufori), at han med det lodtrækningsheld måtte ind og åbne. Vi så nu Allan Majgaard (26*) og Morten (27*) lægge en solid bund til det resultat, der nok er ny rekord for De Gamle i en 20 overs-kamp. Kenneth Schwaner-Hansen (24) og Michael Petersson (26*) fulgte på storartet vis trop, selv om Kenneth nok var lidt skuffet over at miste sit gærde på et firer-forsøg på den store og lidt tunge divisionsbane. Herefter var det Allan From (26*), hurtigt ind og hurtigt ud - stort set som han plejer, samt Finn Nistrup (5*), der fortsatte pointhøsten. Men sæsondebuterende Leif Hansen (0) var desværre lidt utålmodig og måtte se sig grebet ud af kasteren. Om han forsøgte at leve op til Allan F.’s scoringstempo, får stå hen i det uvisse. Slutteligen sneg Flemming Søegaard (1*) ind til gærdet for at få nok en not out, og han var tilsyneladende så begejstret for at være derinde, at han ikke opdagede, at alle andre var på vej ud af banen, da de 20 overs var overståede. Men ud kom han da efterfølgende.

Stemningen var høj, tøjet nyt, solen skinnede, vinden frisk men temperaturen lidt for lav, så optimismen fejlede ikke noget, da vi gik i marken. Flemming (2 for 15) Allan M. (2 for 28) blev sat til at åbne, og som det ses af tallene, fik d’herrer hurtigt taget brodden af Ishøjs gærdespillere. Det kunne måske været gået endnu bedre for os, da Flemming på allerførste bold sørgede for en gribechance til Michael, men bolden steg lidt for hurtigt, så han fik kun fingerspidserne på bolden. Surt show. Men efterfølgerne Allan F. (2 for 12) og Morten (1 for 6) ville ikke stå tilbage for de 2 andre, så de gjorde kort proces med de sidste gærdespillere. Vel nok især Allan, der tog deres 2 sidste mand på, hvad der skulle vise sig at blive kampens sidste 2 bolde. Så hvis han dermed tager et gærde på den første bold, han kaster i næste kamp, kan han formentlig blive noteret for et hat-trick.

Oven på denne storsejr ventede der nu et varmt bad (vi var kommet ind i det gode omklædningsrum) og en tur op i baren, hvor der ventede os et krus lifligt koldt fadøl til at fejre sejren med, samt nok en Twenty/20-kamp - dog kun i fjernsynet.

Svanholm 166 for 2 på 20 overs

Ishøj 61 for 7 på 14.2 overs

Fra den nyekviperede referent

Flemming