De Gamle tabte kampen til vejrguderne

Lørdag d. 12. maj 2012 kl. 17:39 af Henrik Pfaff

De Gamles kamp mod KB/Soraner blev desværre en hurtig affære, som vejrguderne havde besluttet sig at sætte en stopper for. Med udsigt til silende regn i lang tid og tunge sorte skyer hængende i horisonten enedes de to anførere om at udsætte kampen til et senere tidspunkt på sæsonen

Beslutningen om at aflyse kunne måske se lidt mærkelig ud, idet klubbens juniorer ufortrødent fortsatte deres kamp på den lille bane. Men henset til De Gamles ve og vel - hvad der mon ikke ville kunne ske med De Gamles lemmer på sådan en våd bane? - var det nok en fornuftig beslutning. 



Det medførte dog, at Søren Vestergaard måtte udsætte sin debut på holdet lidt endnu. Kampen blev senere aftalt til at blive spillet den 2. juli stadig på Svanholm Park.


I stedet for det varme bad blev det nu det kolde øl i baren, der måtte holde for. Og da Per Kyhe lige havde haft fødselsdag, stod han for en omgang til de ølhungrende gamle drenge.



Fra en våd referent

Flemming