Debut med 5 gærder på 1. hold, intenst i Glostrup og Albertslund

Torsdag d. 4. juli 2019 kl. 18:31 af Henrik Pfaff

Svanholm gav førsteholdsdebut til Pratek Kar i kampen lørdag mod Esbjerg og det fejrede han med 5 gærder for gærder for 20, blandt skalpene ikke mindre end Frederik Klokker kastet ud.

Vi ville nu gerne have haft ham med tidligere, men den 33. årige fastbowler, der engang har spillet for Mumbais byhold (og det er noget af et kvalitetstempel), har altid været forhindret. Når man har spillet på højeste plan, tæller samværet med kæresten måske mere.

Han er hurtig, aggressiv og kaster konstant med god længde. Vi har fået ham fra Copenhagen.


Pratek Kar

Kampen var ikke spændende. Da Esbjerg havde mistet Klokker præsterede de næste et hav af prikker og holdet endte med at være ude for 115 på 40 overe. To gærder for 14 til Abdullah Mahmood.

Da vi kom ind besluttede Hamid Shah sig for, at han ville hurtigt hjem og langede som åbner 46 points ud på 21 bolde. Da han forlod arenaen efter 7 overe havde vi 75. Hans åbningsmakker Hasan Rashid var nærmest langsom sammenlignet med Hamid, men 49 not out på 49 bolde er da meget pænt. Vi passerede for tabet af to gærder i over nr. 16 og da KB tabte i Skanderborg, står de to hold nu lige i turneringspoint, hvis KB vinder deres næste kamp mod Ishøj, men KB’s koefficient er pt. bedre.

Intenst i Glostrup

Når der ikke scores mere end sammenlagt 177 points på 72 overe kunne man have troet, at det var en kedelig affære. Men tværtimod i Glostrup, hvor vores 2. hold var på besøg og blandt 5 tidligere svanholmere mødte Taha Ahmed og Kizhar Javaid, der sidste år spillede på vort 1. og 2. hold, var det intenst fra start til slut.

Bobby Chawlas bror Rocky, der også for en del år siden var hos os, var anfører for Glostrup, men ingen af de tre herrer gjorde sig bemærket. Glostrups gamle star Peter Poulsen holdt sammen på Glostrups hold med 32 og vi fik vort ganske vist kortvarige (et eller to år) medlem ex landsholdsspilleren Henrik Saxe billigt godt grebet i slip af Zeshan Khan.

Samme Zeshan tog 4 gærder for 23 overgået af tilbagekommende Sahadat Riaz med 5 for 21. Men næsten hele kasteangrebet var præcist som et urværk og alt blev grebet. Keeperen Prajapati griber alt og den tidligere keeper Bobby Malik havde sikre hænder i outfielden.

Glostrup ude for 86 og det så jo nemt ud.

Men når Henrik Saxe er med, skal man ikke tage noget for givet. Han snuppede de tre af vores, der skulle have ført an.


Bobby Malik ude første bold fra Henrik Hansen. Via skinnen går den i gærdet

Dommerens grusomme finger er i gang med at rejse sig til tops for at signalere Musa Mahmod out lbw.

At han kan nænne det. Han skal med os til La Manga


Med 7 gærder ude for 72 og kastere tilbage så det kriminelt ud. Men Glostrup kastede til anfører Raja Khans stød (et cut) og Amod Mahajan så ikke ud til at være i problemer , så vi passerede for 7 i over nr. 32.

Lucky Ali kom med i sidste øjeblik på et afbud og godt det samme. 17 på 47 bolde lyder måske ikke af så meget, men det gjorde ham til topscorer og han holdt sammen på en vaklende gærdeside.

2. holdet er nu i spidsen for 1. division

Billede 3. Glostrup har indført ”man of the match ”-præmie. En sag mellem Zeshan Khan og Sahadat Riaz. Det endte med den sidste. Holdet er fra venstre Saud Munir, Raja Khan, Amod Mahajan, Vatsal Prajapati, Musa Mahmood, Zeshan Khan, James Fenwick, Lucky Ali, Sahadat Riaz, Bobby Malik, Asad Shah

3. holdet også i spændende opgør, hor Albertslund ”bondede” vores anfører ud

Vi har kun fået enkelte tal fra Albertslund, hvor vort 3. hold spillede mod værternes 2. hold.

Det var et tæt affære med 170 til værterne og 171 for 7 til os på en af de sidste bolde.

Den efter en langvarig benskade tilbagekommende Wahid Mahmood topscorer med 47. Aqdus Rakman omkring 30. Vores anfører Shabaz Shazad var efter sigende ikke glad for at Albertslund ”bondede” ham ud (kasteren løber gærdespilleren ud i afleveringen, da han havde en tredive stykker). Det er sjovt at nogen vil optræde så usportsligt og smadre stemningen. Men sådan er de åbenbart i Albertslund.

Trist Glostrup drengestævne.

Med afbud kort før tid fra Albertslund var der kun vores drengehold tilbage til at spille Glostrups drengestævne. Ak ja.

De to hold spillede to kampe, hvor vi vandt den ene stort og det kombinerede hold den anden småt. Der blev ikke kåret en vinder af stævnet.


Vort drengehold ved Glostrups drengestævne. Fra venstre: Lucky Ali Malik, Sami Ullah Ahmed,Musa Mahmood, Ahsan Rehman, Adyan Hussai, Musa Ali Malik, Isa Ali Malik, Taemur Baig, Harris Raswan (tre brødre – Lucky plus to)