Den Grimme Ælling for 56. gangOnsdag d. 19. december 2012 kl. 20:01 af Henrik Pfaff |
Denne gang blandt andet med specialhistorie om 23 bjæf for 45 år siden Den Grimme Ælling er udkommet og sendt eller omdelt til klubbens medlemmer. De to redaktionschefer og skribenter for ællingen Søren Nissen og Lars Hansen kan i år fejre 25 års jubilæum i den egenskab. Antagelig er det dansk rekord at et klubblad er blevet produceret af de samme to herrer så mange år. Klubblade kommer og går og der er ikke mange sportsklubber, der kan bryste sig af at have haft et klubblad, der er udkommet så regelmæssigt i næsten en menneskealder. Det kunne jo heller ikke være sket, hvis ikke der altid har stået medlemmer parat til at bidrage. I år er 1. holdets mange triumfer udførligt beskrevet af Bobby Chawla, Taha Ahmed og Sair Anjum, mens træneren Paul Johnstone har skrevet nogle farvel og tak ord. Shafqat Riaz har skrevet om 2. holdet, Søren Nissen om 3. hold og juniorer, Flemming Søegaard om old boys, Søren Henriksen om drenge og lilleputter og de to miniputtrænere Sonnich Thacker og Said Alam om miniputterne. Og så har Morten Petersson bidraget med et væld af tal, ikke blot årets statistikker, men også mammutstatistikken, gærderekorderne og nyskabelserne: Old boys statistikken og statistikkerne over Twenty/20 fra 2007 til 2012, der domineres af brødrene Shah, som indtager de to øverste pladser både som gærdespillere og kastere. Endelig er listen over svanholm-spillere, der har scoret centuries opdateret. Allan From har stadigvæk lavet de to største af slagsen. Der er specialartikler om Schneekloths historie og om 45 års jubilæet for de 23 bjæf fra terrieren i Skanderborg indehavet af stenhuggersken Else Nielsen Vi skal ikke mindst takke Brøndby Kommune, der trykker klubblade gratis for kommunens klubber – og altså også DGÆ. Uden den bistand havde det ikke været muligt at udgive et klubblad af den størrelse - i år på 86 sider. |