Det kunne De Gamle (næsten) ikke være bekendt

Lørdag d. 29. august 2015 kl. 15:31 af Henrik Pfaff

Og hvad er det så, de ikke kunne være bekendt. Jo såmænd at 'banke' Glostrup Old Boys temmelig voldsomt uden tanke for, at vi var blevet budt på grill efter kampen (mod behørig betaling selvfølgelig) ved at flytte kampen fra Svanholm Park til Solvangsparken. Ærgerligt er det dog, at vi ikke selv er i stand til at tilbyde noget sådant til vores modstandere. Bare vi dog havde de samme ildsjæle som Glostrups to utrættelige kokke: Knud og Flemming.

Som traditionerne påbyder, startede vi på vanlig vis med kun 7 spillere, da Jan Bøgh om formiddagen måtte melde fra med en dårlig ryg, samt at anfører Kenneth Schwaner-Hansen på forunderlig vis (?) nok en gang tabte lodtrækningen, hvilket betød en marktur til De Gamle. Dog havde Kenneth lavet en aftale med Morten Petersson om, at han skulle dukke op så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Vejret var desværre slået noget om med faldende temperatur og noget mere blæsende, end det havde været den seneste tid. Sågar mulighed for byger lød udsigten på, hvilket kom til at passe, men den byge, der kom, valgte at hælde sit vand ned over Solvangsparken i pausen mellem de to innings. Med tanke på årstiden samt det efterfølgende arrangement, enedes anførerne om at spille 2x16 overs.

Vore to åbningskastere Dennis Zachariasson (1 for 12) og Søren Vestergaard (2 for 13) fik en yderst fornuftig start, hvilket gjorde, at Glostrup efter 7 overs kun havde formået at score 23 points. Sørens sidste over blev også kampens 16nde og sidste indeholdende vores tidligere Glenn Larsens gærde på allersidste bold. Jan Overgaard (0 for 30) fik ellers noget af en start: 14 points i sin første over, hvor det dog gik noget bedre for Allan From (2 for 15) fra den anden ende. Mod slutningen af vores innings dukkede Morten som lovet op, så vi endte med at blive fuldtallige. Med ekstra (11) plus det løse lød Glostrups total på 77 points.

Denne total virkede ikke umiddelbart alarmerende, men mod Glostrup skal man som mange gange tidligere ikke føle sig helt sikker. Dog burde de knaldhætter af spillere, vi stillede op med, ikke kunne bringe os i problemer. Allan Majgaard (26*) og Michael (14) tog da også fra start skeen på nakken, så efter 7 overs havde vi i modsætning til Glostrup fået 47 points på tavlen, men Michael havde i mellemtiden måttet lade livet på et febergreb af Glostrups keeper. Michael kantede en bold ned over hovedet på sig selv og keeperen, der kastede sig bagover og greb bolden med een hånd. Virkelig godt snuppet. Så da Allan M. nåede maksimum-scoren, var det Jan (15*) og Morten (18*), der kunne sætte de sidste stød ind til en sikker sejr til De Gamle. Dermed var der ingen gærdetur til Allan F., Søren, Dennis og Kenneth i denne omgang.




Umiddelbart efter kampen var grill-pølserne og de flødestuvede kartofler klar sammen med - ja, hvad ellers - et skønt og koldt krus fadøl, hvorefter snakken gik, som den plejer, mens Knud og Flemming sørgede for at vores tallerkener var fyldt med pølser og flutes til spillerne. Tak nok en gang til Glostrup for et godt arrangement, og vi kommer meget gerne (sultne) igen.





Glostrup 77 for 5 på 16 overs

Svanholm 78 for 1 på 10,3 overs

Fra en lettere frysende - men mæt - referent

Flemming