Dramatisk weekend: Træneren rejste hjem til Zimbabwe, mens regnskabsføreren debuterede på 1. holdet

Tirsdag d. 24. maj 2022 kl. 08:36 af Henrik Pfaff

Fredag fik vores træner Roy Kaia besked hjemmefra, at hans fader var indlagt alvorligt syg og Roy ønskede at komme hjem og støtte familien. Sådant et ønske kan man ikke sidde overhørig og det lykkedes at skaffe ham plads på et fly hjem lørdag.

Så var gode råd dyre. Andetholdet havde allerede mange afbud, så enden blev at vores dygtige drengespiller Hashim Rasul, der ellers skulle have ført regnskab, fik sin debut og ifølge Zishan Shah var bedste markspiller mod Ishøj.

Men vi starter om lørdagen, hvor førsteholdet mødte Glostrup hjemme.

De er mange år siden, vi har mødt Glostrup i den bedste række og holdet er stærkt afhængig af Frederik Klokker og Aftab Ahmed.

Frederik battede 26 bolde (11 points) før han slog en lav bold fra Jonas Henriksen til cover, hvor Abdullah Mahmood tog et svært greb (1/30).

Aftab Ahmed fik Ehsan Karimi ben for og der var en del hardhitteri i enden, hvor vores markspillere viste de ikke er ufejlbarlige, når det gælder skiers.

Glostrup endte med 114. Der var 23 ekstra, som måske skyldtes en pivstorm og forsøget med at bruge to bolde i samme halvleg, fordi man frygtede vådt vejr.

Jonas Henriksen endte med 5 gærder for 25 og Hamid Shah 3/22.

Ved gærdet var det plain sailing for Hamid Shah (65x på 57 bolde) og Jonas Henriksen (40 på 71). Vi passerede uden gærdetab på 21 overe.


Salig – forhåbentlig - Jørgen Jønsson ville have elsket dette lodrette bat fra Jonas Henriksen

Vi tager Hamid Shahs og Jonas Henriksens vindende gærdestand mod Glostrup fra en anden vinkel


Dagen efter i Ishøj, der er svækket på grund af to karantæner blandt de førende, lod anføreren nye kræfter komme til.Det var dog det ”old firm” Mads Henriksen (3/26), Toqeer Ahmed (3/22 og Jonas Henriksen 2/10), der havde størstedelen af æren for at Ishøj kom ud for 92.

Ved gærdet blev Jonas Henriksen kastet på første bold, men det generede ikke makkeren Musa Mahmood, der ser virkelig godt ud og lavede 40 not out på 55 bolde. Mads Henriksen scorede 20 og der blev chance for vores keeper Wahab Hashmi til en sjælden halvleg i toppen af gærdeordenen (26 not out).

Vi passerede for to gærder på 19 overe.

Det gælder bare om at komme mellem fire højeste – alt andet er ligegyldigt for at komme i slutspillet – og det skulle gerne endeligt sikres på lørdag mod bundholdet Albertslund på deres bane.

Lynkamp mod Esbjerg

De to dommere og regnskabsføreren var yderst tilfredse med forløbet af vores 2. holds kamp mod Esbjerg. Den var overstået på 36 overe, fordelt med 25 til Esbjerg og 11 til vores.

Asad Shah var virkelig i hopla og snuppede Esbjergs tre bedste for 17 og derudover et godt greb . Vores junior Matten Sarwar har fået en drømmestart på sin tid på 2. holdet– han er høj og kan få et særdeles kraftigt opspring, men retningen kan stadig blive mere konstant. Modstanderne har en tendens til at slå ham i luften fremover og der var nogle sikre greb, da han tog 3/18. Der var godt med hale hos Esbjerg og her fik vores junior Haris Raswan lov til at flighte sine spinnere (2/16).

Esbjerg ude for 76. Mateen fik af den sociale anførerVatsal Prajapati lov at åbne (20x), den anden åbner gik på første bold, men det gav blot plads til James Moniz, der trods sine 49 år virker toptunet som en spindende Ferrari.


Mateen Sarwar åbnede for 2. holdet mod Glostrup

Sekser til James Moniz

Nok et grænseslag fra James Moniz


To seksere, fire firere og det løse skaffede ham 53 not out på 30 bolde og det hele var overstået på 11 overe, hvor vi passerede for et gærde.

Næste uge.

Andetholdet spiller T 20 i Hvidovre søndag, det er uvist om holdets kamp mod KB II lørdagflyttes, mens tredieholdet spiller lørdag hjemme mod AB III