Et ”fængslende” gensyn med Bavnehøjbanerne efter over 40 års uvished

Da bedstefar var med barnebarnet til ”Mikrofodbold” passerede minderne revy - Jørgen Jønsson graver i de historiske minder

Selv om jeg tit og ofte besøgte min mor på beboelsesejendommen på Enghavevej, som omkranser Bavnehøjbanerne, har jeg af uransaglige grunde ikke de sidste 40 år været forbi og kigge på det sted, hvor jeg nok brugte det meste af min fritid i ca. 20 år.

For mig, der næsten er barnefødt på anlægget, var det noget af et nostalgisk chok, da jeg forleden forventningsfuld drog fra Brøndby ud til Sydvest for at følge mit barnebarn dyrke idræt – når det ikke i første omgang kunne blive cricket, var det Ok med mig, at Hjalmar så småt skulle i gang med noget andet sport -.

Jeg var godt klar over, at der nu ligger en idrætshal hvor Ajax spiller håndbold, og jeg har også hjulpet min mor lokalt med at gå i brechen for at bevare det udendørs svømmeanlæg, hvor hun og mange andre ældre opretholdte deres gode helbred ved at tage nogle svømmeture flere gange om ugen. Men svømmeanlægget måtte for flere år siden lukke fordi det blev for dyrt at renovere p.g.a. at de københavnske politikere ikke har sørget for at vedligeholde idrætsfaciliteterne i mange år.

Glædeligvis kunne jeg konstatere, at der nu er anlagt et nyrenoveret svømmeanlæg, der lidt komisk, allerede på åbningsdagen viste utæthed hvor vandet fra det nye børnebassin sivede ud i det store voksne bassin og anlægget er nu midlertidigt lukket.

Det første kulturchok fik jeg, da jeg skulle entrere den første fodboldbane. Den ligger nu klods op af den berygtede vestre – fængselsmur, det var jo der, at vi fodbold- og cricketdrenge en gang imellem, når det var tilpas mørkt, kunne gå på æble – pære rov i de velholdte kolonihaver, der nu ikke er der mere.

Næste chok kom, da jeg til min store overraskelse oplevede, at det vrimlede med små purke i alderen 4 til 8 år, og ikke mindst et hav af forældre – det var ikke normalt på Bavnehøj den gang, at forældre havde tid til at følge deres børn - hvor frivillige Vestia – ledere legede sig gennem den time der var aftalt med de over hundrede børn som ivrige deltagere. Overraskende fordi i de gamle dage for over 40 år siden, havde fodboldklubben Vestia, som vi den gang kaldte for den hellige klub, fordi den på en måde var en underafdeling af KFUM, som regel meget svært ved at opretholde ungdomsfodbold i alle rækker – her husker jeg at Lars Hansen en overgang spillede på et af Vestias bedste ungdomshold. I Vestia dyrkede man ikke idræt i kirketiden kl. 10-12 om søndagen, hvilket bla. gav mulighed for den daværende DAI-klub Orion at afvikle deres fodboldkampe i dette tidsrum.

Et par anekdoter fra den tid kan jeg da huske. I den ene ende af Bavnehøjanlægget lå der nogle ældreboliger, hvor der blandt andet boede en tidligere børstenbinder ved navn Nielsen – jeg husker ikke hans fornavn, men han var meget sportsinteresseret og kom tit og ofte når vi spillede cricket, som havde hans særlige opmærksomhed. Når Morfar, som vi kaldte ham, han var formentlig over 80 år – skulle forcere Bavnehøjbanen foregik det på den måde , at han havde fundet et lille hul i et stort hegn fra ældreboligerne indtil bavnehøjbanen, og dette hul, som ”Morfar” kravlede igennem, kaldte han for Østifternes kredithul . Når beboerne i ældreboligen råbte ned til ham, at det var forbudt, råbte han op til dem ” I kan bare lette rumpen og komme ned og dyrke noget idræt, i stedet for at sidde der oppe og surmule” . ”Morfar” deltog nogle gange i vores cricketkampe når gårdens børn spillede cricket med gummibold på græspitch.

Når jeg på en måde nu blev genforenet med en af de klubber vi i Svanholms første periode delte bane med, nemlig Vestia, kommer jeg i tanke om datidens karismatiske klubmand og æresmedlem i Vestia som hed Rasmussen, han blev altid kaldt ”Rasser” .

Han havde 2-3 sønner der spillede på 1.holdet og var noget af en altmuligmand – pumpede og snørede fodbolde og spillede selv på klubbens oldboys, han sagde engang til mig, da vi var inde på hans egen karriere og spil gennem tiderne ” Jeg spiller fodbold lige som Knud Lundberg – den navnkundige tidligere teknisk velfunderede landsholdsspiller – jeg er bare noget hurtigere ” fortalte hr. Rasmussen stolt.

En anden personlighed der betød noget for os drenge, var opsynsmand Christoffersen, som gik under navnet ”Stoffer”. Han kunne godt lide en øl eller to så det kunne betale sig at ”smøre” ham en gang imellem. I midten af 50erne, når anlægget blev låst nogle dage, måtte vi nøjes med at spille vores organiserede cricket på en grussti på vej indtil anlægget, og her var der ikke meget plads. Kom man til at løfte bolden et par meter, røg den over på sporvejenes skinneplads, og derinde var der et par arbejdere der faktisk gik og kedede sig, så når bolden skulle hentes derinde blev vi faktisk lovet et par på snuden, så det var altid ham, der slog den over, der måtte gå den tunge gang.

Af drenge der var med i dette lærerige gårdcricket var personer som jeg husker Lars Hansen, Finn Madsen Erling Christiansen, Per Kye, Ole Isaksson , Henrik Lam og undertegnede som nok var en form for anfører allerede den gang. Tilbage til opsynsmand ”Stoffer”, efterhånden fik vi tilegnet os hans sympati – ind imellem sørgede vi som nævnt for at skaffe ham et par øl i ny og næ, det hjalp gevaldigt på hans hjælpsomhed, og til sidst opnåede jeg så stor en tillid hos ”Stoffer”, at jeg et par gange fik lov at låne nøglen til anlægget på tro og love.

I 1957 fandt Svanholms stifter Torben Jensen ud af, at man nok hellere måtte åbne op for alle de drenge, der nu spillede cricket på bavnehøjanlægget, og jeg var selv en af de ”rødder”, der først blev medlem.

Det var på mange måder en positiv oplevelse at følge de mange børns aktiviteter i boldklubben Vestias ”Mikrodag”, og skal man sammenligne det med den ungdom der ”terroriserede ” bavnehøjanlægget for over 40 år siden, må man nok konstatere, at idrætslivet appellerer til en meget yngre gruppe i dag, hvor ordet leg stadigvæk er kodeordet. Det var ikke sidste gang jeg var med Hjalmar til boldspil, og selv om vi ikke fik så meget brug for det medbragte cricket - sæt, håber jeg stadig på at jeg en dag får ham eller hans lillebror Viggo overbevist om, at cricketlege er mindst lige så inspirerende som det Vestia diskede op med ved denne lejlighed.

Det kunne ikke undgås, at der passerede en masse sjove og mindeværdige oplevelser revy ved dette gensyn på den gode gamle bane på bavnehøj, hvor der ville være en masse ukrudt for en hr. Nissen at rive i.

Jeg så ingen ”Stoffer”, ”Rasser”, eller ”Børstenbinder” ved genforeningen, det havde jeg heller ikke forventet, så de omtalte anekdoter må stå alene uden modsigelser medmindre man oppe fra himmelen allerede har tænkt sig at gøre indsigelser.

Jørgen Jønsson