Forstærkninger nødvendige – og de blev hentet via luftområdet

Mandag d. 3. juni 2013 kl. 23:06 af Henrik Pfaff

Det var oplagt efter 1. holdets katastrofale nederlag på sidste uges dobbelttur i Kolding og ikke overbevisende sejr i Esbjerg, at noget måtte der gøres, hvis ikke holdet skulle komme i alvorlig fare i bunden i den totalt jævnbyrdige elitedivision, hvor kun Skanderborg har skilt sig ud, mens alle andre slår alle bortset fra KB, der taber til alle bortset fra til os. Og forstærkningerne kom fra luften.

Vi hentede Zameer Khan hjem ad luftvejen fra England, hvor vi fortalte ham, at nu havde han domineret længe nok i en af Manchesters diverse cricket turneringer og nu gik den ikke længere. Samtidig havde vi opsnuset, at en anden – ganske vist ikke fra luften, men dog fra lufthavnen – havde fået lyst til at spille igen og sådan set kun ventede på et kald fra os. Så vores gamle modstander fra Nørrebro Rashid Ali, som vi altid har haft et godt forhold til, tiltrådte som holdets seniorspiller og træner, når Bret er væk, hvilket han er en stor del af den resterende sæson.

Uden to af vore hovedkastere Basit Raja og Rocky Chawla, der begge blev skadede på dobbeltturen, var holdet også usædvanligt tyndt på kastesiden, så her hev vi en af Zameer Khans utallige fætre op fra en hyggelig uforpligtende tilværelse på 3. holdet. Shabaz Khan gjorde det faktisk ganske udmærket med 0 for 16 på 6 overe.

Anføreren havde stønnet fortvivlet huskende på sine kasteres hidtidige præstationer, da han bad ham omspille: Jeg stiller ikke så mange krav, jeg har bare brug for en, der kan kaste på den ene side af gærdet – og det kan du – og det gjorde debutanten.

Zameer Khan (39) viste som åbner sin betydning for holdet og fik god bistand af Hassan Rashid (37) og Mads Henriksen (31). Længere nede i gærdesiden vigtige 24 fra Rashid Ali.



Om et splitsekund flyver Bjarne K. Jensens finger op til ben for appel mod Waqasali Yasin



Debutanten Rashid Ali batter sammen med “næsten debutanten” Mati Malik


Hernings keeper Theo Cupido har stokket Svanholms Saad Ahmed ud


201 lød scoren på – og det på en dag, hvor banen var rimelig hurtig, så intet var afgjort.

Herning var langt bagud i scoringstempo, da veteranen Lejf Slebsager kom ind ved 135 for 9 efter 39 overe. Alligevel manglede Herning kun 22 points med 4 overe igen med en Slebsager helt ovenpå og Svanholm totalt rådvilde. 




Holdet flokkes med Monty, der har taget et godt greb, men slået næsen på vejen

Men Svanholms matchwinner i marken Saad Ahmed (6 gærder for 25) snuppede Slebsager på grænsen til sidst, da Herning manglede 18. Svanholm fieldede godt og holdt alle chancer også de svære.

Det var godt, at der absolut ikke var nogen tilskuer til vores 2. holds marktur mod KB II. Selv ikke referenten orkede det, og så må det have været slemt. Det var det virkelig også. Uden deciderede vigtige drop fra vores side lavede et lidet fremragende KB II hold 256/6 mod et efter sigende håbløst fieldende og kastende svanholm-hold. Og hvorfor anføreren synes det er sjovt at lave et familiegilde ud af kasteangrebet, så 10 mand – selv keeperen – skal have lov at svinge armen må guderne vide.

Ved gærdet gik det sådan set meget godt og vi har lovet Shabaz Shazad at fremhæve ham. Det er ikke hver dag at han åbner og slet ikke, at han åbner med 37 på 26 bolde. Bobby Malik 39 og Shafqat Riaz 27.