Gå ikke i panik

Onsdag d. 23. december 2015 kl. 19:15 af Henrik Pfaff

Vi ved, at alle vores ikke betalende abonnenter er ved at gå i panik, fordi de endnu ikke har fået årets ”Ælling” i hænde. Men fortvivl ikke. Den Grimme Ælling udkommer for 59 gang – svarende til foreningens alder – og makkerparret Hansen/Nissen har for 28 år i træk produceret et nummer.

Denne gang 84 sider smækfyldt med alle de sædvanlige historier og statistikker, men derudover producerer bladet ligefrem journalistik i 2015.

To spændende interviews – det ene skrevet af Saad Ahmad, der har lavet et opsigtsvækkende interview med vores succesrige 2. holdsanfører Imran Raja Khan – og det andet har også Saad Ahmad som hovedperson – denne gang er han ”offer”, når han fortæller den ene af redaktørerne om sine mange oplevelser i Australien.

Bladet er sendt ud til alle, der plejer at få det, men da postvæsenet nu om stunder optræder som landevejsrøvere, når det gælder A-post,er det sendt som B- post, så det kan sagtens tage nogle dage.

Men smutter det, så send en mail til klubben




Miniputterne fik deres ælling til juleafslutning og de var tilsyneladende glade for den - og hvem ville ikke det?