Gevinst for tredje gang ud af otte

Søndag d. 24. juli 2016 kl. 23:38 af Henrik Pfaff

Der var simpelthen så mange biler på Svanholm Alle og parkeringspladsen på Svanholm Park og omkringliggende plæner, at denne sides redaktør opgav at komme ind og måtte udsætte sin opgave til søndag. Alle disse mennesker – omkring 100 aktive plus børn, familiemedlemmer og tilskuere var samlet om vores årlige 10/10 turnering. Vores er så meget sagt. Det er nærmest et soloværk af Shafqat Riaz, der på dagen samler hjælpere bestående af mad- og drikkeforsynere, dommere, sponsorer osv.

Vejret var pragtfuldt, alt gik efter en snor – Shafqats snor – han havde lavet et forarbejde uden lige.

Og så gjorde det jo ingen skår i arrangørklubbens glæde, at vi vandt turneringen. Det ar tredje gang ud af de otte, den er afholdt.


Arrangøren af T 10 turneringen gennem otte år Shafqat Riaz hygger sig med Mikkel Grøn fra AB


Vores hold var lidt forskelligt lørdag og søndag, men bestod af en herlig blanding af en enkelt drengespillere, omkring tre 3. holdsspillere, en enkelt motionist i Shakil Ahmed, to førsteholdsspilere i Zishan Shah og Saif Ahmad og resten 2. holdsspillere.

De kæmpede sig igennem førstedagen med sejre mod et par svage modstandere og vandt på 2. dagen først sikkert over Soranerne og tabte til AB, der lavede hele 150 mod vores 123.

Det kunne have kostet os den videre adgang, men vores netrunrate var lidt bedre end AB’s, så vi gik videre og vandt i returopgøret mod AB. Det skyldtes ikke mindst Shabaz Shazads tre gærder i en over – bl.a. fik han Zishan Shah til at gribe AB´s Naweed Mughal, der havde lavet 86 i første kamp – heraf vel 30 i en enkelt over mod – nåh det siger vi ikke.

Så var der lagt op til finale søndag kl. 18.00 mod Ishøj, der havde slået stævnets sensationshold Himalaya i sin semifinale.

Saif Ahmad, der ellers havde lavet nogle kanonscorer gik hurtigt, men Zishan Shah så omsider godt ud og scorede 68 ud af 131. Under hele stævnet spillede Said Alam utroligt solidt og lavede her 26 – og han havde ikke en kamp under 20.


Bobby Malik slugger løs mod Ishøj


Den samme unge Ishøj-spiller, der var knægten bag vores indenederlag i de afgørende kampe i år både hos seniorerne og juniorerne, var igen ved at snuppe tøflerne fra os, da han lavede 36 på 12 bolde, men Shabaz Shabbir – igen – snørede ham og igen med Zishan Shah som griber fik han ham ud, Ishøj endte med 110.

Zeshan Khan, der kun var med på 2. dagen, blev kåret som dagens bedste kaster.


Vinderne: Svanholm stående fra venstre Sami Ahmad, Hassan Latif, Bobby Malik, Waqas Ali, Shakil Ahmed, Said Alam og Said Alam. Forreste række; Shabaz Shazad, Imran Raja Khan (anf.), Zishan Shah, Shabaz Khan, Zeshan Khan.

Saif Ahmad blev kåret som man of the match i kampen mod Soranerne, Shabaz Shabbir do i opgøret mod AB og

Zeshan Khan som sidste dagens bedste kaster