I har rebet sejlene og gjort rent bord

Søndag d. 2. november 2014 kl. 18:37 af Henrik Pfaff

Svanholms fire danske mesterhold til reception hos borgmester Ib Terp Ingen anden dansk cricketklub har formået at vinde fire danske mesterskaber samme år. Det gjorde Svanholm i 2014, så derfor var Brøndby Rådhus mødesal fyldt så meget op, at Svanholms lilleputter måtte finde plads på gulvet, da Svanholm fire mesterhold var indbudt af borgmester Ib Terp til reception.

Der var fyldt godt op i rådhusets mødesal.


-I har gjort rent bord, sagde Ib Terp i sin hyldesttale og fortsatte:

-I har i usædvanlig grad præget Jeres idrætsgren og sikret at Svanholm stadig er landet bedste klub – lige fra de yngste til de ældste. I er gode repræsentanter for Jeres kommune og fremstår som et godt eksempel for Jeres jævnaldrende...

Ib Terp startede med at lykønske lilleputterne, som var kommet fra baghjul og selvom de var kommet med som reserver ved DM, så havde de vundet det hele – over AB og Ishøj - overlegent.

Jeg ser frem til at møde Jer mange gange i årene fremover, sagde Terp til dem.

Svanholms drengespillere havde været suveræne hele sæsonen og havde afsluttet sæsonen med et dansk mesterskab. I deres kampe ved DM i semifinalen mod Skanderborg og i finalen mod Horsens havde de slået rekorder, både med samlet pointscore som hold og med centuries fra Saud Munir ( helt usædvanlige 198) mod Skanderborg og med centuries begge dage fra Jonas Henriksen.

-Jeg er specielt glad over, at høre om det kammeratskab og sammenhold i har, der giver Jer lyst til ikke at svigte en træning, sagde Terp til dem.

Svanholms juniorer, hvor allerede to af spillerne har været gode bidragsydere på førsteholdet, vandt for tredje gang ud af fire år mesterskabet. Også de fik gratulationer.

Svanholms 1. senior har tidligere næsten været faste gæster på rådhuset, men havde en skidt sæson i 2013, hvor det var ved at gå rigtigt galt.

-Men I rebede sejlene og vist at modgang kan vendes til noget positivt, sagde Terp og fortsatte:

-Med Amjad Khan som træner og hans erfaring fra at have spillet på det engelske landshold står I nu her som mestre med det yngste hold i elitedivisionen. Jeg har fået at vide, at ofte er Jeres almindelige træning ikke er nok og at Amjad svinger pisken så meget over Jer, at træning ved nattetide er almindelig. Så de andre klubber må være bekymrede med udsigten til en konkurrent, som både er dedikeret, yngre og fuld af talent.....

Til Svanholms ledere sagde Terp, at kommunen var glad for, at Svanholm atter i år havde kunnet sætte mandskab af til at kunne sørge for ungdomslandsholdscricket på Svanholm Park næsten hele juli og i begyndelsen af august, hvor 6 nationer på forskellige alderstrin havde spilet turneringer på forskellige ungdomsalderstrin. Hertil kom, at Svanholm havde haft alle kommunens 4 klasser på besøg over tre dage og over to uger havde stillet instruktører til rådighed for 3. klasserne i forbindelse med ”Brøndby i bevægelse”.

Og efter nok en gratulation og en fotosession indbød Terp til et lille traktement.


Mestrene samlet

Ib Terp gør lilleput Harris Razwn til borgmester for en dag

Ib Terp i snak med svanholm-leder Jørgen Jønsson og Amjad Khan