Jørgen Nordkamp kamp in memoriam

Tirsdag d. 24. marts 2020 kl. 19:03 af Henrik Pfaff

I henved tre år har vi ikke kunnet få forbindelse til Jørgen Nordkamp. Han svarede ikke på henvendelser og ingen vidste, hvad der var sket. Vi undrede os og savnede ham. Selvom han ikke længere var aktiv, deltog han tidligere altid i vores sammenkomster og cyklede ofte ud og hilste på, når der var kampe. Men Jørgen er død. Eftervirkningerne af en blodprop betød, at han fik en stille død.

Hans datter Line har sendt os denne utrolige beretning om en mand, der kæmpede og aldrig gav op

” I 2015 fik han en blodprop i hjernen. Det skete, mens han var på sit elskede landsted. Han var dog selv i stand til at ringe efter ambulancen, og efter en lille uge på Slagelse Sygehus blev han udskrevet. Han havde lidt problemer med balancen, men stædig som han var, så lavede han en masse øvelser, og fik hurtigt trænet sig op til at kunne cykle igen. Det krævede godt nok en masse styrt i starten, men han har aldrig været typen, der gav op. Derfor kom han sig næsten fuldstændigt over denne blodprop.

I marts 2017 kunne han mærke at der var noget galt. Han lod sig indlægge på Glostrup Hospital. De kom hurtigt frem til at han havde blodmangel, og det måtte skyldes et begyndende mavesår.

Det udviklede sig til, at han 14 dage senere fik en kæmpe blodprop i hjernen. Nogle naboer fandt ham uden tøj på (i frostvejr) foran huset i Vallensbæk. I løbet af natten har han fået blodproppen, og han har så forsøgt at få hjælp. Da blodproppen havde gjort ham lam i hele højre side af kroppen, så har han virkelig kæmpet for at komme ud af huset.

I de næste 5 måneder lå han på Glostrup hospital på neurologisk afdeling. Han er halvsidigt lammet og har fået apopleksi - hvilket vil sige at han forstår det meste af der foregår omkring ham, men han kan ikke kommunikere. Han kan ikke engang få kommunikeret med os, hvis han vil have et glas vand, eller hvis han har ondt et sted.

Han kæmper og kæmper og kæmper for at få genoptrænet den højre side af kroppen, og det lykkes ham at lære at gå igen. Blodproppen har dog gjort uoprettelig skade på hjernen, og han lærer aldrig at tale igen - bortset fra ordene 'ja' og 'nej', som han de fleste gange brugte rigtigt, men mange gange fik han også brugt dem omvendt.På trods af at han ikke altid fik brugt ordene 'ja' og 'nej' korrekt, så var der dog aldrig tvivl om at han godt vidste at han aldrig ville kunne vende tilbage til sit normale liv, og han ville derfor ikke have behandling for sin kræft.

Der var derfor ingen anden udvej end plejehjem. Her nåede han at bo i 2,5 år. Han blev tydeligt glad når vi ganske få kom besøg, men ellers viste han de fleste andre ud af døren igen. Han kunne simpelthen ikke bære at folk skulle se ham sådan.

Jeg har altid haft verdens bedste far. Han har altid været der for mig ligegyldigt hvad jeg skulle have hjælp med. Han var verdens bedste og mest hjælpsomme, glade, loyale menneske, og jeg synes simpelthen at det er så uretfærdigt at han skulle så frygteligt meget igennem ”slutter Line.

Jørgen startede sin cricket i Slagelse blandt andet sammen med sin bror Knud, der senere lokkede ham med til Glostrup, da der blev startet cricket der, hvor Jørgen også var den naturlige anfører en tid,men i mange år var det først og fremmest håndbolden, der trak. Han største bedrift var, da han førte HGs håndbolddamer til et dansk mesterskab. Senere blev han en skattet træner for Schneekloth, da holdet spillede i 3. division.


Jørgen som ung cricketspiller i Slagelse

Jørgen, da han vandt et dansk mesterskab som håndboldtræner for HGs damer

Han stoppede med håndbold og blev i henved fire år en slags træner for Svanholm, dengang trænerbegrebet ikke rigtig eksisterede. Ikke en øre ville han have for det.

Han var en stor hjælp for Jørgen Jønsson, der skriver følgende:

-Dansk cricket, Svanholm og Glostrup CC har desværre mistet en god ven og kammerat, hvis hjerte altid bankede for cricketsporten.

Personlig husker jeg Jørgen som en stor sportsmand, der altid var positiv uanset om han trænede HGs damer i håndbold eller nogle vanskelige cricketspillere fra Svanholms 1. hold. I min sidste tid som anfører var han en strategisk træner.

Jeg lærte Jørgen godt at kende - han havde et gåpåmod og et meget positivt syn på idrætten, som dryssede af på os andre i Svanholm. Vi satte stor pris på Jørgens store engagement og viden, ikke mindst når det knirkede lidt på holdet, så var Jørgen den første til at udrede tingene, hvis der opstod småproblemer….

Hans datter Line giver denne smukke beretning, som også er en beretning om, hvordan cricket var engang:


Jørgen sammen med Line

”Han har altid været verdens bedste far, og selvom han brugte rigtig meget til på sit arbejde som driftschef i Siemens, så tror jeg at jeg gennem min barndom har været sammen med ham i al hans fritid. Når min mor havde aftenvagt, så var jeg med i håndboldhallen til ud på de sene timer, for jeg kunne blot lægge mig til at sove i min sovepose, når jeg blev træt. Når det kom til cricket træning blev jeg dog oftere passet hos min farmor, da det kan være svært at sove midt på en græsplæne :-) Om søndagen når der var kamp var jeg dog ofte med min far, og jeg har simpelthen ikke tal på hvor mange gange vi har travet rundt om cricketbanen bag Brøndby Stadion. Op og ned ad de små bakker, først var det vores labrador vi kastede bold med og senere hen vores lille australske terrier. På Glostrup Cricketbane havde han samme rutine med at vandre rundt om banen, men der blev jeg ofte siddende med min farmor på en bænk, og snakkede ørerne af hende.



Min far blev født den 7. juli 1942, og sov stille ind lørdag den 14. marts”.

Jørgen spillede i Svanholm fra 1977-1998. Et par enkelte kampe på 1. holdet, men flest på sekundære hold og old Boys. I alt 63 kampe for Svanholm, 486 points og 34 gærder.

På grund af Coronasituationen afholdes ingen bisættelse.

Tak for alt, hvad du har givet os Jørgen – du var et menneske, der aldrig tog, men altid gav.

Søren Nissen