Landsholdet afsted til T20 turnering i Spanien

Lørdag d. 9. oktober 2021 kl. 08:31 af Henrik Pfaff

Flere af de sædvanlige navne er dog ikke på holdkortet. I næste uge drager landsholdet afsted til Dessert Springs for at spille ICC T20 turnering mod Italien, Jersey og Tyskland. For Svanholm deltager to juniorspillere.

Som overskriften antyder, så er der en lang række af de sædvanlige navne, som ikke deltager på turen til Spanien.



Oprindeligt havde DCF udtaget 14 spillere til turen. Kort forinden valgte DCF i midlertid at ændre holdet, hvilket førte til kraftige indsigelser fra spillerne.

De berørte klubbers formænd (dem der har landsholdsspillere) blev inviteret til orienterings- og dialogmøde med DCF. På mødet redegjorde DCF for deres bevæggrunde for at ændre det udtagne hold. Kort fortalt kan det siges, at DCF havde to hovedargumenter til at man i 11. time valgte at ændre i det allerede udtagne hold. De to argumenter tålte imidlertid ikke et faktatjek, hvilket DCF repræsentanter ikke kunne redegøre for. De fastholdt dog, at de suverænt havde retten til at udtage holdet. Og det er selvfølgelig helt rigtigt.

Men alting har en pris, og et flertal af spillerne meddelte efterfølgende, at man trods alt ikke finder sig i alt, og her var DCF gået langt udover det spillerne ville finde sig i.

DCF har senest meddelt, at man har udpeget Keith Dabengwa, som ny landstræner. Keith kommer fra et trænerjob i KB, hvor han har været de sidste 4 år. Keith Dabengwa efterfølger den af forbundet højt profilerede Ruan Louw, som blev udvalgt blandt mere end 100 ansøgere, kunne man forstå på forbundets udmelding tidligere på året. Han har i følge det oplyste opsagt sin stilling efter få måneder på posten.

Den nye landstræner er tilsyneladende valgt eller udpeget uden jobopslag, i hvertfald har der ikke været nogen synlige opslag at finde.

Set udefra virker det noget underligt eller nærmere mere bekymrende, idet den netop udpegede landstræner - om nogen – har været blandt hovedpersonerne i det tumultagtige forløb, der har udspillet sig i løbet af september måned i og omkring landsholdet.

Som formand finder jeg det selvfølgelig meget ærgerligt, at vi ikke er repræsenteret med vores bedste spillere på landsholdet. Men jeg anerkender og støtter også at spillerne, i den givne situation prioriterer at bruge deres fritid på andre ting.

Formanden