Overraskende junior-DM nederlag til AB

Søndag d. 9. september 2012 kl. 19:51 af Henrik Pfaff

Med et junior-DM i 2010 og 2011 og med flere gengangere fra disse hold dette år og med et hold med 3 førsteholdsspillere var Svanholm klare favoritter forud for årets junior-DM finale på Svanholm Park mod AB.

Men der var en overvældende forskel på de to hold. AB var sultne og koncentrerede. Svanholm gik til opgaven, som var den vundet på forhånd. Det var den ikke. AB vandt efter en spændende kamp med 20 points. Det kan kort siges, at AB battede bredt, skønt de senere ikke er bedre end vores, mens vores batte uendelig smalt, fordi AB kastede og fieldede disciplineret.

I begyndelsen, da AB vandt lodtrækningen og gik til gærdet, gik det som forventet. 2 AB´ere var ude for 6 points. Da AB’s bedste gærdespiller Fazan Ahmed faldt som tredje (efter at have scoret 23) var 3 AB`ere ude for 37 og der lød en bemærkning fra en af tilskuerne, at det nok blev en kort dag. Så gik Jønsson hjem og græmmede sig over, at landsholdet ikke slog Nepal – og glædede sig over, at vi dog ikke rykkede ud af 4. division.

Til forskel fra AB kastede Svanholms juniorer ikke line og length. De senere AB-gærdespillere var måske ikke alle begavede med den store teknik, men de gik frisk til sagen mod et svanholm-hold, hvor både indstilling, kasteudskiftning, markopstillinger og gribeevner var kritisable.

Vores kastning var sådan, at stort set alle ABere kunne bidrage større eller mindre til scoren på 131, ganske det modsatte var tilfældet senere. Her var det helt oplagt, at vore senere gærdespillere ikke kunne være med, mens de første overvurderede deres evner.

Kun en svanholm-kaster gjorde sig, nemlig Kizhar Javaid, der kastede gode lange bolde ned i gærdet (5/35).

De to hold har spillet talrige kampe mod hinanden – vi har vundet de to i den ordinære turnering uden at være presset - og vi regnede åbenbart ikke denne score for en trussel.

I hvert fald stod vores førende gærdespillere nærmest i kø for at komme ud. Det var så fristende at rage efter AB`s kastere, der leverede højtspringende bolde – ofte på god længde.


Mads Henriksen rager en kort bold med underkanten af battet ned i eget gærde


Sonnich Thacker så - eller så ikke – på de andre og gjorde straks det samme – ragede ud efter en kort bold i off og gribes ud


Også vores topscorer Mati Malik ragede i begyndelsen lystigt efter alt, hvad der kom, men da han så, hvordan det gik makkerne, blev han ansvarlig og holdt battet væk fra den opspringende bold. Bortset fra Basit Rajas 12, var han eneste svanholm-spiller over 4. Han endte til gengæld også med 71 og var tæt på at spille Svanholm sejren i hænde, men han stolede ikke nok på makkerne til sidst til at blive ved med at undlade at tage chancer.

Svanholm endte med 117 – altså 14 for lidt.

Ældre AB`ere taler endnu om deres sidste DM i 1969 – et junior-DM. Siden har AB`s ungdom vundet utallige ungdomssølvmedaljer – som oftest har de set Svanholm med guldmedaljerne om halsen. Derfor var triumfen så sød for bagsværd-mandskabet, der blev glimrende ledet af anfører Fazan Ahmed, der sørgede for at holde marken, hvor den skulle være.

Mati Maliks 71 gjorde ham til man of the match. DCF’s pokaloverrækker Søren Henriksen kunne på DCF’s vegne glæde sig over, at Svanholm ikke vandt pokalen, idet DCF så skulle have hostet op med en ny. Vi ville have opfyldt begge kriterier for at få den til ejendom, nemlig 5 gange i alt eller tre gange i træk. Men sådan skulle det ikke gå.


Man of the match Marti Malik med præmiebattet

Svanholms toere: Paul Johnstone, træner, Sonnich Thacker, keeper, Hassan Bashir, Saud Munir, Mads Henriksen, Toke Larsen, Saif Ahmed. Siddende: Said Alam, Mati Malik, Saad Ahmed, Khizar Javaid, Basit Javed