Så er det La Manga Club i Spanien fra 30. maj til 6. juni 2021 – hvis Covid 19 vil

Mandag d. 21. september 2020 kl. 21:35 af Henrik Pfaff

DCF havde besluttet sig for at give Skanderborg alle fordelene til kvalifikationskampen om at deltage i European Cricket League i 2021. Skanderborg havde jo kvalificeret sig til deltagelse i år, men kom ikke af sted i år på grund af coronaen. Ærgerligt for de spillere, der havde skiftet til klubben blandt andet for at komme med.

Derfor besluttede DCF sig til at give Skanderborg en chance mere, hvis klubben ikke vandt dette års T 20.

Ikke blot gav DCF Skanderborg hjemmebane – man kunne f.eks. have lagt kampen på neutral bane eller foretaget lodtrækning – men man sendte også os af sted kl. 6.30 om morgenen, idet man fastsatte starttidspunktet til kl. 11.00 mod vores heftige indvendinger.

Nu er det jo sådan i Danmark, hvad DCF udmærket godt ved, at det er smaskvådt på banerne kl. 11.00, men ak nej, af sted skulle vi, og så blev kampen alligevel udsat til kl. 12.00, hvor det stadig var meget vådt, hvilket var en klar hæmsko for vores, der blev sendt i marken først og havde besvær med at stå fast.

Trods DCF’s bestræbelser løb vi af med gevinsten efter en fantastisk kamp, hvis højdepunkter Peter Power har lagt ind på DCF’s side i form af video og billeder og der er også et udmærket referat.


Vinderne

Stående fra venstre Wahab Hashmi, keeper, Toqeer Ahmed, Jonas Henriksen, Mads Henriksen, Zishan Shah (a), Atta Ullah, Lucky Ali.
Siddende Adnan Akmal, Hamid Shah, Musa Mahmood, Saud Munir og Abdullah Mahmood (alle fotos Peter Power).


Der var eminente markpræstationer (og et par drop) af vores. Længst huskes Saud Munirs enhåndsgreb på et tordnende drive fra Skanderborg dangerman Nicolai Damgård, der var hovedmanden, da vores ene åbningskaster blev plyndret for 34 i de to første overe.


Saud Munir løber en skanderborgspiller ud med et direkte indstik.

Greb Af Wahab

Det ender med, at Wahab stokker Skanderborg-spilleren ud


Efter de første 8 overe havde Skanderborg 88/4 med mange slagkraftige herrer tilbage.

I alt blev det til 172/7, 2/34 til Jonas Henriksen, 2/36 til Hamid Shah, billigst Mads Henriksen 1/24 og Saud Munir 1/28 på de tilladte 4 overe.

Jonas og Hamid åbnede og holdt ikke tempoet de første 8 overe, hvor de havde lavet 57. De var heller ikke uheldige, de satte måske en dæmper på dem.

Jonas gik i den 14 over (57 på 42 bolde) og ind kom et uvejr i form af broder Mads. Hamid satte tempo på (71 not out med 7 seksere) på 52 bolde og Mads gjorde det onde ved Skanderborg ved at smadre 42 not out på 17 bolde (5 seksere) og vi passerede i 18 over, hvor Mads lavede 16 på tre bolde


Sekser til Hamid

Sekser til Jonas


På den lille bane blev der af begge hold scoret flere seksere end firere og det er ikke daglig kost – ej heller, at der på 383 overe samlet blev scoret 348 points eller 9,09 points pr. over.

Vi har spurgt arrangørerne af ECL turneringen om udsigterne til en turnering i 2021 og de er helt faste i kødet, når de melder, at der bliver spillet. De ved mere om coronaen end os andre !