Så fik De Gamle også prøvet det: At tabe for første gang i år samt at spille i projektørlys

Fredag d. 26. august 2011 kl. 23:27 af Henrik Pfaff

Det hele startede ellers på bedste vis, nemlig at Morten Petersson, The Captain, vandt lodtrækningen (faktisk for 3. gang i træk) i udekampen mod Køge. Selv på trods af massive motorvejspropper på Køge Bugt-strækningen omkring Greve var holdet fuldtalligt ved kampstart. Og med Martin Jørgensen klar ved skriverbordet kunne kampen således begynde, selv om vi måtte undvære vor trofaste dommer, Per Kyhe, der havde tiltaget sig den luksus at holde ferie i det græske. Om det var fordi Morten havde fået at vide, at projektørerne ville blive tændt senere på dagen, at kampen var blevet aftalt til 2x25 overs, meldte historien desværre ikke noget om.

Vi gik nu optimistiske til gærdet, vel vidende, at hvis vi vandt, ville vi være sikre på rækkesejren.

Vore to åbnere Kenneth Schwaner-Hansen (27*) – han fik åbenbart bedre styr på tallene denne gang – og Michael Petersson (21) fik begge lagt et solidt fundament, og det var herefter op til de 2 gange Allan, Majgaard (25*) – kan han nu heller ikke tælle - og From (5), der fejlbedømte afstanden til grænsen og blev grebet ud i et ellers flot sekserforsøg. Morten (12), der fulgte efter, blev åbenbart presset af at være den sidste gærdespiller, hvor det forventedes at præstere minimum 25 point, og blev bowlet alt for tidligt ud. Efterfølgerne Lars Bo Gottwald (8*) forsøgte ihærdigt sammen med Niels Petersen (0*) at skrabe yderligere point sammen, men løbeteknikken mellem gærderne lod desværre en del tilbage at ønske, selv om der ikke manglede højlydte opfordringer fra sidelinjen. Flemming Søegaard måtte derfor stå udenfor med skinner på og bare se på, at det hele sluttede med en total på skuffende 114 point.


Det betød nu, at kasterne skulle leve op til det bedste, hvis vi skulle hive sejren hjem. Men hverken Niels (0 for 11) og især Flemming (0 for 31) levede ikke op til disse forventninger og blev da også hurtigt afløst af Allan Majgaard (1 for 32) og Kenneth (1 for 22), der begge langt bedre kunne true Køges gærdespillere. Kaptajnen himself deltog også en smule i ”løjerne”, men heller ikke han med større succes (0 for 13). Så med mange overs igen passerede de nemt vores total, og årets første nederlag til De Gamle var hermed en kendsgerning.

Selv ikke et bad i temmelig varmt vand kunne formilde stemningen i De Gamles omklædningsrum. Nu bliver der så mulighed for et revancheopgør i lighed med tidligere på næste mandag den 29. august klokken 17.00 på Svanholm Park til Forty Club Øst’s årlige finalestævne om ”Sherry de Terry”-pokalen, hvor der bliver spillet på 2 baner: Svanholm mod Køge og Glostrup/Forty mod Ringsted/KB/Soraner/Frem med efterfølgende komsammen i klubhuset.

Svanholm 114 for 3 på 25 overs

Køge 115 for 3 på 19.5 overs

Fra en skuffet referent

Flemming