Sidste gærdestand, vejrudsigt og Klokker frustrerede – Op for 1. hold, ned for 2. hold

Fredag d. 13. august 2021 kl. 10:34 af Henrik Pfaff

Weekenden bød lørdag på andeholdskamp mod Glostrup, der vel efterhånden har sikret sig oprykning samt førsteholdskamp mod Soranerne søndag, begge hjemme.

Soranernes sidste gærde næsten fordoblede deres score – fra 68 til 112. Under normale omstændigheder ville det kun irritere, men her kunne det være blevet meget ubehageligt, for det betød, at kampen var kommet meget tættere det tidspunkt – omkring kl. 15.00, hvor der var lovet alvorlig og vedvarende regn. Var kampen blevet afgjort uden et resultat ville begge hold have fået et point og vi ville være næsten færdige i mesterskabsstriden.




Urkomisk. Soranernes lille anfører (næsten skjult) forsøger at holde deres store fastbowler tilbage for at gå i clinch med – ja rigtig gættet – Saud, mens Zishan prøver at blande sig

Nu kom regnen noget tidligere og betød kun en udsættelse på en lille time, hvor der også blev holdt frokost, så det hele gik alligevel.

Toquer Ahmed og Saud Munir tog hver 3 gærder for 22 og 14 og Atta Ullah 2/15 i 40 overes kampen.

Hamid Shah begik harakiri, da han styrtede frem og ramte ved siden af ved totalen 9, Saud Munir holdt heller ikke længe (2 ude for17), Abdul Hashmi lavede 21 før han også slog i luften, mens Jonas Henriksen ikke begav sig ud i uforsigtigheder. Så mens han var rolig foldede broder Mads sig ud med 32 på 33 bolde, før han gik ved 101. Musa Mahmood og Jonas (33) battede gevinsten hjem og vi brugte 23 overe.




Saud blive efter et kort ophold grebet ud...



Flyvende soraner-keeper – Mads og Jonas batter



Klokker tæt på century

Også andetholdet spillede kun 2 x 40 overe på grund af en tvivlsom vejrudsigt. Det berøvede Frederik Klokker et century, idet han ”kun” nåede 96 not out ud af Glostrup 211/2.

Klokker blev droppet tidligt i slip på Asad Shah og så ved man næsten, hvad klokken er slået, når det gælder ham. Han giver sjældent en chance.

Skal man nå 212 på 40 overe kræver det, at der scores med et rimeligt gennemsnit pr. over – også hos de første. Det skete ikke og selvom Musa Mahmood nåede 30 skete det på 59 bolde. Mati Malik lavede 31, Abdullah Mahmood 21 og fem gærdespillere i træk gav – visse på latterlige måder – deres gærder væk til vores gamle medlem Glenn Larsen, der endte med 5/29.


interessant benstilling og noget for husarerne



Abdullah angriber Glenn Larsen for kort efter at se dum ud, da han bliver kastet af samme


Kommende weekend

Andetholdets kamp lørdag mod Esbjerg er forvist til Albertslunds bane, fordi landsholdet spiller tre T 20 kampe mod Sverige. To kampe lørdag fra kl. 10.30 og en søndag fra kl.13.00