Suveræn sejr til det kombinerede mandskab fra Svanholm og KB/Soraner over Forty/Frem/Albertslund i Forty Clubs Twenty20-turnering.Onsdag d. 11. maj 2011 kl. 23:43 af Henrik Pfaff |
På en dag, hvor vejret endelig opførte sig på passende vis over for De Gamle fra Svanholm (6 mand) og KB/Soraner (5 mand), lykkedes det langt om længe for anføreren – til dagen aftalt med Søren Clausen, KB, at det skulle være Morten Petersson – at vinde en lodtrækning og dermed få mulighed for at bestemme, at vi skulle batte først. Dette til alt held for referenten, der var helt overbevist om, at det først var om onsdagen, kampen skulle spilles. Så at Jesper Jensen (40*) og Allan From (23) åbnede som lyn og torden, nåede referenten kun lige at opleve slutningen af, og afløserne Kenneth Schwaner-Hansen (45*) og Allan Majgaard (41*) afsluttede begge deres innings med flotte 6’ere, selv om Allan timede det lidt forkert, men fristelsen til at klappe til hans sidste bold blev alligevel for stor. På dette tidspunkt var totalen omkring 140 og med ca. 5 overs tilbage skulle Mark Scottland (7) og Morten (0) forsøge at lægge nogle hurtige point til totalen, men Morten fik ikke slået bolden helt ud af banen til en 6’er og blev beklageligvis grebet ud. Herefter gik det faktisk lidt hurtigt med gærdespillerne ind og ud, nemlig Andrew Barrow (1) og Niels Petersen (2) for til sidst med Morten Halver (2*) og Flemming Søegaard (0*) at kunne slutte halvlegen af ved en total på 171 points. Udenfor sad viceanføreren Søren Clausen (dnb) og ventede på sin gærdechance, men den måtte han vente forgæves på.
Dette måtte nok siges at være en ret komfortabel score at skulle batte op til på kun 20 overs, men i cricket kan alting jo ske – det skete dog bare ikke i dette tilfælde for Forty/Frem/Albertslund. Morten havde nemlig sat Jesper (1 for 13) og Flemming (4 for 16) til at åbne kastningen, og som man kan se af tallene, revanchere Flemming sig for sin SENE ankomst ved på kun 4 overs at tage 4 gærder og var tæt på et hat-trick, men kylede en skæv bold udenom på den 3. bold. Nu var brodden stort set taget ud af modstanderne og Mark (1 for 13) og Niels (2 for 11) kunne fortsætte den gode stime, hvorefter Morten (1 for 4) kunne lukke og slukke til en total på kun 62 points på samtlige 20 overs. Så efter et velfortjent bad måtte Flemming brødebetynget svinge sit dankort i baren til aldeles udelt fornøjelse for holdet, selv ikke kasteresultatet kunne formilde holdkammeraterne. Men hvad gør det, når bare øllet er koldt, skummende og velsmagende. Næste Twenty20-kamp spilles i uge 25, men den endelige dato er ikke endeligt fastlagt. Svanholm/KB/Soraner 171 for 5 på 20 overs Forty/Frem/Albertslund 62 for 9 på 20 overs Fra en glemsom referent Flemming |