T 20 mester igen efter drama mod KB og opvisning mod Skanderborg

Tirsdag d. 29. juni 2021 kl. 11:34 af Henrik Pfaff

Igen i år kunne vi bringe T 20 danmarksmesterskabet hjem til Brøndby. T 20 turneringen har de sidste par år været et officielt DIF-mesterskab med hvad dertil hører af medaljer og hæder. Det betyder også, at den deltagelse i ECL-turneringen i La Manga, Spanien, som vi blev snydt for i år, burde kunne blive en kendsgerning næste år, hvis ikke diverse coronavarianter spænder ben.

Slutspillet foregik i Køge mellem de to øverste i det østlige Svanholm og KB og den øverste i det vestlige Skanderborg som deltager.

Køge havde lavet et fantastisk arrangement, spillerne blev vartet op på det bedste og der var en ganske fin You Tube-transmission takket være KB’s udstyr og personale. Hvad Køge ikke havde kunnet gøre noget ved var pitchen, hvis opspring var ujævnt. Fastbowlere med en høj aflevering var aldeles ikke sjove at spille mod– og dem havde vi flest af.

Kampene ligger fortsat til skue på You Tube og kan findes via DCF’s hjemmeside ligesom DCF’s fotograf Peter Power leverer højdepunkter både levende og ”døde”.

Diverse dramaer før og mod KB

Inden vi beskriver det sportslige drama i den første kamp mod KB, var der på en hel anden måde oplevelse af den ubehagelige slags for en af vores hovedpersoner Mads Henriksen dagen før, hvor han fik et hjerteanfald og problemer med vejrtrækningen.

For omkring et par uger siden fik han en Johnson coronavaccine og når sundhedssystemet hører om en sådan tilstand hos en, der har kendt hr. Johnson på den ubehagelige måde, kommer der udrykning på ambulancerne og indlæggelse på - i dette tilfælde - Bispebjerg Hospital.

Mads blev tjekket på alle tænkelige måder og fik det OK hen ad aftenen og kunne stille tilsyneladende i fin form op lørdag efter denne forskrækkelse.

Han var så meget ovenpå at han sammen med Musa Mahmood kunne få en synkende skude så nogenlunde om ikke i smult vande, så i konkurrencedygtigt farvand, da vi var ved at gå til bunds efter at have valgt at gå først til gærdet

Vores fire første i gærdeordenen var ude for 28 i den ottende over, hvor en gloende Amjad Khan opildnet af pitchen og vores nærværelse stod med to af gærderne, mens Brødrene Shah i en pointsfattig periode endte med at tage en lille ener, som ikke var der og Hamid blev løbet ud på et indstik lige i gærdet.


Amjad til Zishan Shah – ikke nem at ramme – foto Peter Power

Hamid løbet ud mod KB på direkte indstik foto Peter Power


Med 31 på 25 bolde og Musa Mahmood med 27 på 30 bolde fik vi totalen op på 90 før de begge var ude. Vi endte med at kæmpe os til 112/8 – normalt ikke en ”winning total” i en T 20 kamp.

Men fra første gærde var KB presset af vore kastere. De fem første ude for 41 i niende over. Marken fungerede – hele dagen – perfekt – alle greb blev holdt og kun Amjad Khan (40) holdt spændingen ved lige, men at score 17 i sidste over mod en Touqeer Ahmed, der aldrig kan have kastet bedre, var for meget selv for denne tidligere testspiller, så KB endte med 102 og vi vandt med 10 points.


Lige som Amjad Khan kunne Mads Henriksen få bolden til at stige – her en skanderborgspiller i kunstnerisk undvigehop – foto Peter Power


Der var 3 gærder for 13 til Hamid Shah, 2 for 21 og2 for 13 til Jonas og Mads Henriksen.

Sejr et antiklimaks

KB og Skanderborg spillede uafgjort – 169 til hver- som det ses på de høje cifre havde ingen af de hold kastere, der kunne udnytte pitchen. Det betød, at KB varude i kampen om førstepladsen, der kun kunne erobres af os eller Skanderborg, der besluttede sig for at batte først mod os, da de vandt lodtrækningen.

Det fortrød de vist. Samtlige jyder – måske med en enkelt undtagelse – kunne ikke hamle op i samspillet mellem vore kastere, vores fejlfrit fungerende mark - og pitchen.

Jyderne med hvad der normalt er Danmarks måske bredeste gærdeside var ude på 18 overe for 90. 3/11 til Touqeer Ahmed, 3 for 14 til Hamid og 2 for 11 til Bilal Aftab, der hører til fastbowler kategorien og havde en meget vellykket slutspilsdebut.

Efter at Zishan Shah var blevet broderet på kroppen endte han ude med ben for, men med Hamid Shah nærmest som tilskuere etablerede Saud Munir noget af et show med 56 på 43 bolde og vi endte med at score de findende 93 for to gærder påsmå 12 overe.


Vi kan da også danse rundt som andre kan

 Vinderne

Stående øverst tv. Mati Malik, Touqeer Ahmed, Zishan Shah, Atta Ullah, Jonas Henriksen, Wahab Hashmi. Knælende Abdullah Mahmood, Bilal Aftab, Ehsan Karimi, Hamid Shah, Musa Mahmood og Saud Munir

Sådan kan man også stille op – Køge er eneste klub med en siddetribune

Topscorer Saud Munir har et særligt forhold til pokalen

Pokalen er egentlig et grimt monstrum, som vi kender i forvejen, men når lejligheden byder sig kan vi da godt samles om den, fra venstre Musa Mhamood, Wahab Hashmi, Saud Munir og Abdullah Mahmood


Næste uge

Andetholdet spiller T 20 ude mod Glostrup lørdag og en fuld kamp ude søndag mod Glostrup, mens tredjeholdet søndag spiller ude mod Glostrup II