Trods årets tilskuerrekord (7 i alt) kunne De Gamle ikke vinde i Solvangsparken.

Onsdag d. 30. august 2017 kl. 22:32 af Henrik Pfaff

De Gamle mødte Glostrup i et skønt sensommervejr i en kamp, der var flyttet fra Svanholm Park til Solvangsparken, da Glostrup igen i år havde tilbudt at stå for et grillarrangement efter kampen, hvilket jo selvfølgelig er umuligt at sige nej tak til.

Holdet var for en gang skyld fuldtalligt, hvilket især skyldtes, at Jim Moniz i sidste øjeblik erstattede den skadede Sibghat Riaz. Det betød samtidig sæsondebut til Jim, og han skuffede da heller ikke forventningerne ved blive holdets topscorer.

Pludselig så man holdets anfører, Mickey Lund, på det nærmeste slå flik-flak foran Glostrups klubhus. Han kunne dårligt nok få fremstammet i sin glædesrus, at han - til sin egen overraskelse - havde vundet lodtrækningen og valgte derfor at batte først. De to gamle veteraner, der begge kæmper en brav indbyrdes kamp for at blive den der først slår undertegnedes rekord for flest spillede Svanholm-kampe, blev sendt ud at åbne. Allan From (10) måtte som den første forlade scenen, da han mistimede et slag, der i stedet for at gå ud til gengæld gik op for at blive grebet ud. Morten Petersson (11) fik lidt længere levetid, men også han måtte lide den tort at blive grebet ud. Inden da var Allan Majgaard (0) noget overraskende blevet bowlet ud af vores onde ånd hos Glostrup, nemlig Steen Thomsen. 3 ude for 30 efter halvdelen (10) af overne tegnede desværre ikke godt. Men Thomas Vestergaard (18) og Jim (26*) fik bragt lidt håb tilbage hos De Gamle, så 5 overs senere hed totalen 73. Dennis Zachariasson (9) med familie blev ligesom vore to åbnere alt for tidligt grebet ud. Herefter lå ansvaret nu på Mickeys (12*) og Jan Bøgh Nielsens (4*) skuldre, men med kun få overs tilbage lykkedes det kun for de to at lægge 10 points til totalen, hvorfor vi endte med en score på 'kun' 98 points.



Jim Moniz gjorde en god figur både inde og uden for banen.

Morten glemte at de sikre slag typisk er i græshøjde, og måtte forlade scenen som en 'grebet' mand

Fælleshygge på sidelinjen - Hvor er det skønt at se generationerne kan samles om vores skønne spil

Jan Bøgh Nielsen med 4* - Tilfreds?


Med et på papiret slagkraftigt hold så opgaven unægtelig også temmelig svær ud. Dennis (0 for 16) og Allan M. (0 for 15) kæmpede bravt, men fik ikke fat i deres gærdespillere, selv om run-rate blev holdt på den rigtige side. Efterfølgerne Jim (0 for 13) og Morten (0 for 24) havde desværre heller ikke held med deres bowling, og selv om Mickey (1 for 12) fik det eneste gærde, og Jan Bøgh (0 for 18) forsøgte alle mulige narrestreger med bolden, lykkedes det alligevel for Glostrup at passere i næstsidste over.


Flemming Søegaard notere og notere - spørgsmålet er om det er kampens regnskab eller bestillingssedler til grillmaster


Efter kampen, hvor mørket så småt var begyndt at sænke sig, diskede Glostrups sædvanlige chef-de-cuisine Knud Nordkamp, med behørig hjælp fra de 3 indkaldte flinke og rare damer (en af dem var sågar kommet samme dag direkte fra Hirtshals!!!), op med skønne grillede bøffer og pølser til det store udvalg af salater, som de kære damer velvilligt havde fremstillet til stor glæde for De Gamles ganer. Det hele skulle selvfølgelig skylles ned med pragtfuld kold og skummende fadøl. Der skal hermed fra både undertegnede og resten af holdet lyde en stor tak til Glostrup for igen at stå for dette dejlige grill-arrangement (lad det endelig blive ved som en skøn tradition). Klokken blev da også mange, inden de sidste (godt mætte) veltilfredse forlod Solvangsparken.


Grillens Rolls Royce er klar til brug


Svanholm 98 for 5 på 20 overs

Glostrup 99 for 1 på 18,5 overs

Fra en referent med udspændt og fyldt bug

Flemming