Vi var igen de bedste i tøndeslagning

Torsdag d. 15. februar 2018 kl. 11:22 af Henrik Pfaff

Traditionen tro ved denne tid afholdt Glostrup fastelavnsstævne for miniputter nu om stunder i Søndervangshallen. Der var deltagere bestående af seks hold med fra Ishøj, Svanholm (2) , Albertslund og Glostrup. Hvem, der vandt, noterer man ikke ned hos miniputterne. Men de ved det nok selv.




Idris Alam rammer solidt



Ahmed Raza slår hårdere end når han bruger cricketbat



Kattedronning Anas Rawan og kattekonge Elias Muazzam



Alle deltagere


For Glostrups vedkommende lidt af en solstrålehistorie, idet klubben for kort tid siden kun havde et to miniputter. Så kaprede den trofaste ungdomsleder Rasmus Koefoed tre stykker, der rendte rundt og legede udenfor.

Nu har klubben næsten et miniputhold og kan gøre sig håb om, at det ikke var en enkelt opblomstring, da der for et par år siden kom så stor tilgang, at klubben nu har både drenge- og juniorhold indendørs.

Og da Glostrups seniorafdeling efter sigende har fået deltagelse af seks spillere fra Taastrup – gamle svanholmere nogen af dem - er alarmklokkerne hos vores naboklub stort set holdt op med at ringe.

Vi måtte tage forskud på at skulle undvære vores miniputleder og træner gennem de sidste ni år Sonnich Thacker. Said Alam klarede det i hans sted.

I maj rejser Sonnich til Silkeborg, hvor han slår sig ned sammen med sin kommende ægtefrue. Det bliver et savn, men vi ønsker ham nu alligevel til lykke.,